Storlandmanden Martin Lund Madsen har erhvervet sig en række nye matrikler i Varde Kommune for et tocifret millionbeløb. Det skriver JydskeVestkysten, som har informationerne fra den offentlige tinglysning.
I alt er der blevet tinglyst 122 hektar, beliggende nord for Varde by, som er tinglyst til en pris på 19,3 millioner kroner. Handlen er gennemført gennem svineproducentens selskab Ny Endrupholm Nord A/S, et af flere selskaber i landmandens koncern.
Det er anden gang inden for et halvt år, at svineproducenten, der leverer til Danish Crown, har købt jord i Varde Kommune. I september købte han således 393 hektar.
Med i den seneste handel følger et erhvervsareal på 4.870 kvadratmeter, som består af fem staldenheder. Sælgeren er Reinder Jan Keulen. Martin Lund Madsen producerer for øjeblikket cirka 272.000 slagtesvin om året. Ifølge mediet har han dog i efteråret øget sin sobestand til 11.300 dyr og kommer dermed op på en årlig produktion af 400.000 slagtesvin.