Mælkesyrebakterie kan forlænge madens holdbarhed

Foto: Pixabay
På DTU Fødevareinstituttet har forskere gjort en opdagelse, der potentielt kan hjælpe med at bekæmpe både produktions- og madspild. De har fremstillet en naturligt forekommende mælkesyrebakterie, der kan producere det antibakterielle peptid, som hedder »nisin«, når bakterien dyrkes på restproduktet »valle«.
Som godkendt konserveringsmiddel til fødevarebrug kan nisin være med til at forlænge en fødevares holdbarhed og derfor redde maden fra skraldespanden. Med opdagelsen ser forskerne samtidig en bedre udnyttelse af de store mængder valle, som produktionen af ost genererer.
Nisin kan bruges i en lang række fødevarer for at forhindre vækst af mikroorganismer, der fordærver maden og gør forbrugere syge. Faktisk vil nisin potentielt også kunne bruges i drikkemælk for at forlænge mælkens holdbarhed.
Udover at sikre en bedre ressourceudnyttelse kan der være en økonomisk gevinst ved at producere nisin fastslår forskerne: Kiloprisen for et kommercielt konserveringsmiddel, som indeholder 2,5 procent nisin, er cirka 300 kroner.