Gin-destilleriet Njord har i samarbejde med ingeniører på Aarhus Universitet skabt innovative drikkevarer af virksomhedens restprodukter. Produkter, der både er i tråd med tidens genbrugsånd og destilleriets virke.
Tanken om rest- og spildprodukter er ved at være en fortidstanke. I dag, hvor tanken om bæredygtighed for alvor er ved at tage fat om mange producenter inden for fødevareproduktion, er man begyndt at tænke meget mere over, hvor meget man kan få ud af de enkelte produktionsressourcer – også de, der før blot blev smidt ud.
En af de virksomheder, der har tænkt og handlet efter denne tanke længe, er det aarhusianske destilleri Njord. Njord er kendt for at være en af de første i Danmark til at producere gin og har gjort det siden 2017 på fuld tid.
De har i over et år samarbejdet med ingeniører fra Aarhus Universitet om at udvikle to nye typer af bæredygtige, lavalkoholiske drikke skabt af affaldsprodukter fra Njords ginproduktion. Projektet hedder »Sustainable Ginventions« og har modtaget støtte fra Future Food Innovation, FFBI, og Innovationsnetværket for Miljøteknologi, Inno-MT.
Med inspiration fra dem selv
Bag Njord står de to gutter Troels Præst Andersen og Lars Toke Graugaard.
De to herrer forklarer, at i destilleriprocessen er der altid en, hvad de kalder for urtesuppe, tilbage. Dette restprodukt har man så fermenteret, og det er der kommet en ny type tonic ud af samt en form for alkoholfri cocktail, som de to stiftere finder ret så interessant.
Ifølge Troels Præst Andersen, den ene af de to direktører, er processen om at genanvende ressourcer ikke fremmedartet.
- Vi har egentlig lidt valgt at blive inspireret af os selv. Vi laver også vores egen tonicsirup, hvor vi man tilbereder en masse urter, bær og blomster, som vi så trækker smag ud af i fem dage. Herefter smider man det normalt ud, men vi fandt på, fordi der stadig var smag i de her ingredienser, at man kan destillere det til smagsgiver i en gin, og det er blevet en stor succes. Denne genbrugsgin har været på markedet i to-tre år, så tanken ligger os altså ikke fjern, fortæller han.
- Vi er måske lidt vendt tilbage til en gammel dyd, som man lidt har glemt i industrialiseringens tegn, tilføjer Lars Toke Graugaard.
Vil inspirere
Netop tanken om bæredygtighed og cirkulær økonomi ligger dybt i Njords DNA. Det er ikke alene kun på grund af den voksende forbrugertendens, men ifølge Lars Toke Graugaard også fordi, at en bevaret natur er byggeklodserne for Njords produkter.
- Hvis man starter på et mere filosofisk plan, er vi jo afhængige af én ting, når vi laver og sælger vores produkter - en natur, der er velfungerende. Så hvis vi ikke skulle være med til at sørge for, at vi udnyttede alle ressourcerne på bedste vis, ville vi lidt save den gren over, vi sidder så højt på. Så det er værdimæssigt noget, der giver super god mening for vores virksomhed, fortæller han.
Udtalelsen bliver støttet af hans medstifter, der også understreger, at det lille destilleri gerne vil være en inspirationskilde til branchens største profiler.
- Vi håber, vi kan inspirere de store spillere på markedet, altså de store producenter, der i forvejen laver store mængder tonic, alkohol eller lignende. Mange gange starter det med en lille, innovativ virksomhed, der skal sætte gang i de store. På den miljømæssige side er det jo ikke vores virksomhed, der for alvor rykker på noget mængdemæssigt – her kræver det, at de store slår til, lyder det fra Troels Præst Andersen.
De to stiftere håber på, at de nye produkter vil falde i god jord. Genbrugstanken har ifølge de to været taget godt imod inden for ginnens verden, så de tror på gennemslagskraften.
En forældet tanke
I en pressemeddelelse fra Aarhus Universitet om samarbejdet med Njord lød overskriften » Skal din næste gin & tonic være lavet af affald?«
Derfor stillede Effektivt Landbrug selv et afledt spørgsmål heraf til de to direktører:
Hvordan får man markedsført et sådant produkt, der er lavet på »skrald«?
- Det ved vi desværre ikke helt, men vi tror på, at der er et stort holdningsskifte på vej blandt forbrugerne. Det, vi før kaldte »skrald«, vil om nogle år blive set som »ressource«, siger Lars Toke Graugaard.
- På den måde tror vi, at markedet stille og roligt modner sig til produktet, tilføjer han.
Projektet med Aarhus Universitet udløber i det sene efterår. Herefter skal de to nye produkter op i storproduktion, og planen er, ifølge Troels Præst Andersen, at de vil komme i salg umiddelbart efter nytår.