Prominente erhvervsfolk rådgiver Herningsholm om ny landbrugsskole

Direktører, formænd og konsulenter skal bidrage til opgaven med at skabe den nye landbrugsskole, der bliver en del af campusområdet på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

I de kommende år bliver byggeriet af den nye landbrugsskole i det midt- og vestjyske opført.

Det er Agroskolen i Hammerum, som flytter ind tæt på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasiers eksisterende campusområde på Lillelundvej i Herning i helt nye bygninger.

Den nye skole får en bynær placering, men tæt på naturen ved Lillelund Engpark. Den del af arbejdet er på plads, og nu begynder arbejdet med at få opbygget den helt rette uddannelse til de kommende elever på landbrugsuddannelsen.

Derfor rådgiver Herningsholm sig med seks prominente navne inden for landbruget for at oprette de bedste betingelser for fremtidens faglærte landmænd.

- Der er tyngde bag de her navne. De fylder noget i hele sektoren – og især her i Midt- og Vestjylland – så det er da et klart signal om, at det også betyder noget for dem at have en landbrugsskole her i området, siger Jeppe Bomann, forstander på Agroskolen.

Forskellige input fra erhvervet

Der er tale om en bred vifte af fagfolk med forskellige kompetencer, som har ønsket at deltage i et advisory board på Herningsholm i den kommende tid.

Deltagerne er Steen Bitch, der er direktør i Vestjyllands Andel, Jakob Lave, direktør for bæredygtig forretningsudvikling i DLG, Sven Agergaard, som er formand i Herning-Ikast Landboforening, Martin Rohde Andersen, formand i LandboUngdom i Region Midtvest, Erik Poulsen, der er politisk konsulent i Fjordland samt Thea Lyng Thomsen, direktør hos Bæredygtig Herning.

De seks kompetente navne bidrager med deres input for at gøre den kommende landbrugsskole til Midt- og Vestjyllands foretrukne, og ifølge Jeppe Bomann er det netop derfor, det er denne sammensætning af folk.

- Det er vigtigt, vi kommer godt i gang og får lavet det rigtige take. Man kunne godt tænke, at der skulle nogle aktive landmænd ind i gruppen, men jeg er sikker på, at de her erhvervsfolk også har en positiv og måske anden tilgang og input til udformningen, som også giver nogle fremtidsperspektiverende effekter, siger forstanderen.

Og netop diversiteten i gruppen er også vigtig for Steen Bitch, direktør i Vestjyllands Andel.

- Der er brug for diversitet i erhvervet. Jeg er sikker på, at vi alle har noget at byde ind med, og så tror jeg, at vi kan få udvidet vores rekrutteringsgrundlag til den nye landsskole, siger direktøren.

En landbrugsskole for alle

Flytningen af landbrugsskolen skal bidrage til, at der bliver brudt med silotænkningen, og at man får udnyttet det samarbejde, der kan opstå på tværs af Herningsholms erhvervs- og gymnasieuddannelser.

Tankegangen kan på sigt være med til at gøre den nye landbrugsskole til en skole, hvor netop diversitet og nytænkning af erhvervet får indflydelse på kommende elevers valg af uddannelse.

- Landbrugsuddannelsen er vigtig for vores erhverv, og det er vigtigt at være tiltrækkende. Derfor er jeg en del af gruppen, for jeg er sikker på, at erhvervet har meget at byde ind med – også for folk uden for vores rekrutteringsområde, siger Steen Bitch.

Den nye landbrugsskole forventes at stå klar i 2025.

 

Læs også