- Der er mange spændende muligheder og folk, der virkelig går all-in på de digitale løsninger, men det giver stadig ikke mere hvede på marken – endnu, konstaterer Kåre Skårhøj, der er blevet udvalgt som en af de tre finalister ved kåringen af Årets Digitale Landmand 2021, som bliver uddelt af Effektivt Landbrug og Agri Nord.

Kåre Skårhøj har siden et generationsskifte i 2017 drevet KS Agro ved Gistrup syd for Aalborg. Bedriften rummer 500 hektar og 2.000 søer – to tredjedele af produktionen bliver solgt som 30 kilos grise, mens der også bliver lavet 4.000 slagtesvin om året.

Værdi i foderdata

Når den himmerlandske soholder sætter retningen for bedriftens digitale kurs er det vigtigt for ham at udpege punkter, der også giver økonomisk værdi.

Sådanne punkter har han i samarbejde med Agri Nord blandt andet selv været med til at finde som del af et udviklingsarbejde omkring dashboard til svineproduktion.

Her har Kåre Skårhøj og hans driftsleder afprøvet dashboardet i praksis og peget på, hvilke funktioner og hvilken opsætning, der giver mening og værdi ude i den virkelige verden.

- Vi har arbejdet med det i et års tid, og i løbet af det sidste halve år, har det virket for alvor, fortæller Kåre Skårhøj, der især ser én funktion gøre det nye dashboard værd at bruge.

Værdi og indsigt

Det her med at få samlet data ét sted, er en god idé, men mange af informationerne havde man forvejen, forklarer Håre Skårhøj.

- Så det, der gør den store forskel, er, at vi nu kan følge foderforbruget på ugebasis. Det giver værdi og en indsigt – blandt andet i om vi får lavet foderskift på de rigtige tidspunkter i klimastalden, fortæller landmanden, der netop ser potentiale redskaber, der kan optimere fodringen.

- Foder er jo en kæmpe omkostning, så det er et sted, hvor der virkelig er noget at hente. Det er megaspændende at følge, og der bliver arbejdet på forskellige ting, men indtil videre har jeg ikke fået øje på den teknologi, der vil fungere som plug’n’play her på bedriften, fortæller Kåre Skårhøj, der trods sin forkærlighed for køreklare løsninger har været glad for at være med i projektet omkring dashboardet, der stadig er på udviklingsstadiet.

- Det har været spændende at være med til, og det er altid rart selv at få muligheden for at fortælle, hvordan man gerne vil have tingene til at fungere. Samtidig har det også været forholdsvis let at gå til for os og ikke været den store tidsrøver.

Digital so-registrering

Et sted, Kåre Skårhøj har fundet en løsning, der er afprøvet og lige til at sætte i stikket, er i forhold til registrering af søerne.

- Vi har ikke hevet so-tavlerne ned endnu, men vi er lige begyndt at registrere via telefon i stedet for at bruge tavlerne. Jeg forventer ikke, at vi kommer til at spare en masse tid på det, men det kommer forhåbentlig til at give et bedre overblik og med tiden give os bedre data og informationer, som alle har adgang til, forklarer han.

- Og så har den digitale registrering den klare fordel, at den følger soen, så data på det samme dyr ikke ligger i flere forskellige bøger.

Desuden ser Kåre Skårhøj digital registrering som en nødvendighed for i fremtiden at kunne overholde krav og regler i forhold til medicinregistrering.

- Det er ikke fordi, vi ikke overholder reglerne nu, men vi kan se, at kravene bliver skrappere og skrappere og sværere at gennemskue. Der vil digital registrering helt klart være en hjælp.

For at få implementeret den digitale registrering på bedriften, har Kåre Skårhøj givet ansvaret for opsætning og support til en medarbejder med teknisk indsigt.

- Det er altid en udfordring at skulle gå fra noget, man er fortrolig med, til at en ny løsning. Derfor er det vigtigt at medarbejderne har en, de kan til, som har nogenlunde styr på det. For der vil uden tvivl komme spørgsmål og ting, der ikke fungerer, som vi havde troet. Men vi prøver at starte stille og roligt op, og så håber jeg, at telefonerne ikke ligger på hylden om et halvt år.

Spændende perspektiver i marken

Selvom Kåre Skårhøj stadig venter på den forkromede digitale hjælp, der øger udbyttet på marken, ser han stadig god værdi i flere hjælpemidler i traktoren.

- I marken bruger vi Mark Online og Farmtracking. Det betyder, at de to, jeg har til at køre i marken, er selvkørende i forhold til blandt andet sprøjtning. De har adgang til alt fra deres skærm og registrere selv, hvad der skal registreres. Samtidig har det også en motiverende faktor. Det gør det mere spændende for medarbejderne, at de selv kan følge med og se alle planer, konstaterer himmerlændingen, der indtil videre holder sig fra de mere avancerede løsninger i marken.

- Jeg tror bestemt, at vi kommer til at bruge flere redskaber med tiden. Jeg holder øje med CropManager, som også får mere og mere spændende funktioner, men det kræver stadig, at man er lidt mere nørdet i det og bruger en del tid på det – vel at mærke uden at man får nogen økonomisk gevinst ud af det, forklarer han.

- Men der et stort potentiale i forhold til gradueret gødskning og planteværn. Især i forhold til planteværn, som koster mange penge pr. hektar, bliver der noget at hente, når man kan nøjes med eksempelvis at vækstregulere der, hvor satellitterne siger, det er nødvendigt. Men der er altså stadig brug for mere tid, før det er så sikkert, at vi vil bruge det, fastslår landmanden, der dog holder skarpest øje med mulighederne for nye spændende løsninger i stalden.

- Det er trods alt her, den klart største del af vores indtjening ligger, konstaterer han.

For Kåre Skårhøj har funktionen, hvor man kan overvåge foderforbruget på ugebasis, klart mest værdi i det nye dashboard, der stadig er under udvikling.

For Kåre Skårhøj har funktionen, hvor man kan overvåge foderforbruget på ugebasis, klart mest værdi i det nye dashboard, der stadig er under udvikling.

- Foder er jo en kæmpe omkostning, så det er et sted, hvor der virkelig er noget at hente. Det er megaspændende at følge, og der bliver arbejdet på forskellige ting, men indtil videre har jeg ikke fået øje på den teknologi, der vil fungere som plug’n’play her på bedriften.

Kåre Skårhøj, KS Agro

Årets digitale landmand 2021

Effektivt Landbrug og Agri Nord kårer i samarbejde Årets Digitale Landmand 2021.

Blant de indstillede kandidater har dommerpanelet udpeget tre finalister:

Kristian Kappel, Hurup Thy

Kåre Skårhøj, Gistrup, Himmerland

Dortheasminde Avl & Opformering, Lunderskov

Den endelige vinder offentliggøres lørdag den 12. juni.

Dommerpanelet består af:

Kim Koch, direktør, Agri Nord

Ivar Ravn, direktør for digital ved Seges

Anders Kofod-Petersen, distinguished AI research scientist ved Alexandra Instituttet

Jimmy Hansen, direktør og founder af Spitze & Co

Jacob Lund-Larsen, chefredaktør på Effektivt Landbrug

Det er især i stalden, Kåre Skårhøj øjner fremtidige gevinster ved mere digitalisering.

Det er især i stalden, Kåre Skårhøj øjner fremtidige gevinster ved mere digitalisering.