IT-giganter trækker indtjeningsvækst

- Vi er nu 40 procent igennem regnskabssæsonen for S&P 500 (det ledende amerikanske aktieindeks, red.) i fjerde kvartal, der både på top- som bundlinjevækst har overrasket positivt i forhold til forventningerne, konstaterer Nykredit i en kommentar.

- Nykredits earnings-tracker peger lige nu på en samlet vækst i indtjeningen på cirka 0,5 procent å/å – markedets forventning lå inden regnskabsæson på minus 2-3 procent. Det er selvsagt positivt, men udtrykker også halvkonservative forventninger til selskabernes indtjeningsevne i et svagt makromiljø præget af bekymring om handelskrig. Dertil er det væsentligt at holde sig for øje, at det foreløbigt positive billede i regnskabssæsonen er skabt af enkelte meget tunge selskaber i indekset - nemlig IT-giganterne Apple og Microsoft, som også er verdens to største selskaber (målt på samlet værdi), skriver Nykredit.

Microsofts og Apples størrelse gør, at de to selskaber i sig selv forklarer næsten to tredjedele af overraskelsen i den samlede indtjeningsvækst i S&P 500.

I dette kvartal er det ifølge Nykredit finans og navnlig bankerne, som målt i dollar er den største bidragsyder til indtjeningsvæksten i S&P 500.

- Sektoren har i fjerde kvartal været understøttet af solid udlånsvækst og højere indtjening fra handelsaktiviteten, der i sammenligning med et meget sløjt fjerde kvartal i 2018 er gået markant frem. Den udvikling var dog også forventet på forhånd, og derfor har de stærke resultater ikke givet anledning til store kursryk, skriver Nykredit i kommentaren.

Negativt

Derimod kunne industrigiganten Boeing i 2019 registrere sit første fald i indtjeningen i 22 år.

- Det er et resultat af selskabets 737 Max-skandale, der stadig er uafklaret, vurderer Nykredit, og tilføjer:

- Samlet har den foreløbige del af regnskabssæsonen og navnlig de overraskende stærke resultater i IT øget forhåbningerne om, at S&P 500 i år kan leve op til en prisfastsættelse, der målt på P/E nærmer sig den dyreste  siden starten af 00’erne. Analytikerne venter knap 10% fremgang i indtjeningen i 2020, hvilket står i kontrast til indtjeningsstilstand i år. Vi ser af flere grunde estimatet som rimeligt.

- Først og fremmest viser tillidsindikatorer på tværs af kloden nu igen livstegn efter et 2019, der ifølge IMF markerede den svageste vækst i global vækst siden finanskrisen. Vi venter, at bedringen vil tage til over de kommende måneder. Dertil kommer, at indtjeningsvæksten i år ikke vil have sammenligningsgrundlag i 2018, der i USA indebar en betydelig reduktion af selskabsskatteraten fra 35% til 21%. Mange virksomheder benyttede vedtagelsen til at lave skattefinter, der havde til hensigt at skubbe så meget skattepligt indtjening ind i 2018 som muligt. Det gav et ekstraordinært løft til resultaterne i 2018, som ikke er et retvisende sammenligningsgrundlag for 2019.

 

Læs også