EU-politikere så på grisetransport

To EU-politikere på grisetransport til Padborg forleden: Kan dyr transporteres over otte timer? – Det var det spørgsmål de to søgte svaret på forleden, hvor de var med på grisetransport fra Fyn til DTL A/S i Padborg – grise der skulle videre til Tyskland.

DYRETRANSPORT Skal EU vedtage regler om at begrænse transport af dyr til maksimum otte timer?

Spørgsmålet er Venstre og Socialdemokratiet uenige om. Debatten er højaktuel, da Europa-Parlamentet for nylig har etableret et nyt udvalg, som skal komme med anbefalinger til at forbedre reglerne for dyretransport.

Netop derfor inviterede Venstres Asger Christensen, medlem af Europa-Parlamentet, forleden sin socialdemokratiske kollega med på grisetransport fra Fyn til Bakum i Tyskland. Formålet var at vise Niels Fuglsang, at dyr kan fragtes uden at lide overlast.

-  Som landmand er det en hjertesag for mig, at dyrene altid har det godt. Derfor skal vi styrke dyrevelfærden under transport, fortæller Asger Christensen og tilføjer:

 - Samtidig er vi nødt til at sørge for, at vi fortsat kan transportere dyr rundt i Europa. Med en otte timers grænse kan vi knap nok transportere dyr syd for Hannover. Det vil ramme både landmænd og transportører, hvis vi indfører tilfældige tidsbegrænsende regler for fragt af dyr.

Socialdemokratiets Niels Fuglsang har flere gange talt for at skære i transporttiden af dyr.

-  Dyretransporter i Europa må i fremtiden ikke overstige otte timer, sagde Niels Fuglsang til Landbrugsavisen i juli.

 

Danske dyretransporter bedst

I alt bragte grisetransporten 370 svin til Tyskland. Alle grise nåede frem uden skader. Undervejs stoppede transporten i Padborg, hvor alle svin blev synet og omlæsset.

-  Danske dyretransporter er blandt de bedste i Europa, når det kommer til dyrevelfærd. Det er tydeligt for mig efter fredagens grisetransporttur. Og forhåbentligt har min kollega Niels Fuglsang også set, at 8 timers regel ikke er nødvendig.

Det nye udvalg for dyretransport i Europa-Parlamentet skal over det næste år gennemgå lovgivning på transportområdet og se på, hvordan dyrs forhold under transport kan forbedres. Turen var arrangeret af DTL A/S, som har base i Padborg.

jba

Læs også