Minister glæder sig over resultaterne i ny undersøgelse om dyrs trivsel
Kontrol af dyrevelfærd handler om mere end de fysiske rammer, og nu har Fødevarestyrelsen undersøgt, hvilken rolle dyrs trivsel og sundhed har, når man taler dyrevelfærd. Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) glæder sig over resultaterne, der giver et godt grundlag for dialog og vejledning om dyrevelfærd,

Formålet har været at vurdere dyrevelfærden i kvæg- og fårebesætninger i forhold til lovgivningen, men også i forhold til specifikke DBVI. Arkivfoto: Christian Carus
Fødevarestyrelsen har gennemført en kontrolkampagne, der har haft ekstra fokus på dyrevelfærd, dyrs trivsel og vejledning af landmænd i kvæg- og fårebesætninger.
Kontrollen har også drejet sig om at besvare følgende spørgsmål: Er fodringen tilstrækkelig? Er dyrene for tynde? Har dyrene adgang til et tørt leje? Er dyrene beskidte?
Ifølge en pressemeddelelse står netop dyrevelfærd meget højt på dagsordenen hos minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V).
Derfor glæder det ham, at resultaterne af kampagnen med ekstra fokus på dyrevelfærd, dyrs trivsel og vejledning blandt andet viser, at langt størstedelen af landmænd oplever, at dialogen mellem den tilsynsførende og besætningsejeren har været god under denne kontrol.
DBVI
- Jeg er overbevist om, at vi får bedre dyrevelfærd, når dialogen mellem besætningsejer og tilsynsførende er god. For det danner grundlag for en god og kyndig vejledning til gavn for vores dyrs trivsel. Og det er netop, hvad denne kampagne fokuserer på. Jeg er derfor også glad for de resultater, som kampagnen viser. Når det er sagt, skal der selvfølgelig følge en sanktion eller indskærpelse, hvis omstændighederne er til det. Men jeg tror på, at regelefterlevelsen bliver højere, når dialogen og vejledningen er til stede, siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V).
Kampagnen har taget udgangspunkt i de såkaldte »dyrebaserede velfærdsindikatorer« (DBVI), der viser dyrenes reaktion på de forhold, de holdes under.
Formålet har været at vurdere dyrevelfærden i kvæg- og fårebesætninger i forhold til lovgivningen, men også i forhold til specifikke DBVI.
Fødevarestyrelsen vil bruge erfaringerne med DBVI i planlægningen af fremtidige kontroller.

- Jeg er overbevist om, at vi får bedre dyrevelfærd, når dialogen mellem besætningsejer og tilsynsførende er god, siger minister Jacob Jensen. Arkivfoto: Camilla Bønløkke