Der er ingen grund til at kede sig, hvis man tager på børnedyrskuet Børn & Dyr på Bregentved den 25. og 26. juni, for der er masser af aktiviteter på tapetet.

Arrangørerne har udformet et alsidigt program med alt lige fra traktordrøn til musik med den tidligere X-Faktor-deltager Mads Christian, kendt for hits om »Perfekt som du er« og »Samme steder«.

Også YouTuberen »Den mandlige elg«, hvis rigtige navn er Daniel Brandtkan mødes på pladsen lørdag, hvor han fortæller om sig selv og besvarer spørgsmål. Der er også mulighed for at få taget et billede med Daniel, og få hans autograf med hjem.

For de maskininteresserede er der begge dage både traktor- og havetraktortræk, og for de mindste optræder Ballon Mike.

Han elsker balloner, som spiller en stor rolle, når Ballon Mike tryller og laver ballonteater, hvor børnene iklædes ballonkostumer. Et forrygende show med underholdning til både store og små. Ballonshowet foregår på Legepladsen.

Nus en ugle

Har du nogensinde nusset en ugle? På Børn & Dyr på Bregentved kan du opleve uglerne helt tæt på og blive meget klogere på de flotte fugle.

Skandinavisk Uglecenter ejer over 20 forskellige uglearter i alle størrelser, og faktisk er det Skandinaviens største samling. Når de besøger dyrskuepladsen på Børn & Dyr på Bregentved, har de fem af deres ugler med, som tæller de helt små til de største ugler i verden.

Robert Ølholm fra Skandinavisk Uglecenter og hans team vil være at finde både på gulvet og på legepladsen på dyrskuepladsen begge dage.

Desuden er der shows med både heste og Schweisshunde i den Store Ring.

Ukrainske gæster

Blandt gæsterne på årets dyrskue vil også en række ukrainske flygtningebørn være på plads.

I et samarbejde med Faxe Kommune har dyrskuet nemlig givet gratis adgang til begivenhederne, og det har flere ukrainske familier taget godt imod. De bliver inviet i dyrskuets verden ved hjælp af tolke.