Mønline Angus udstiller kvier og tyre

Den store angusavlsbesætning Mønline Angus er igen i år godt repræsenteret på Roskilde Dyrskue – blandt andet med tre kvier og en ungtyr efter den rigtig gode tyr HF Alcatraz 60F.

Blandt de dyr fra Mønline Angus, der i år vil kunne ses på Roskilde Dyrskue, er disse løbekvier og juniorkvier. Foto: Erik Kjærgaard Christensen Fra venstre ses her ungtyren ML Alcatraz 2455`21 samt de to juniortyre ML Paradox 2427`21 og ML Stunner X Countess 2410`21, der alle udstilles på Roskilde Dyrskue. Foto: Erik Kjærgaard Christensen Steffen Albrektsen anskaffede de første angus-dyr i 1990. I dag tæller hans avlsbesætning i alt over 400 dyr. Her ses Steffen Albrektsen med en gruppe kælvekvier i baggrunden. Foto: Erik Kjærgaard Christensen

Da Steffen Albrektsen tilbage i 1990 anskaffede sine første angus-dyr, var det ikke tanken, at han ville have en større besætning.

Ikke desto mindre har han i dag en avlsbesætning, Mønline Angus, med over 400 dyr på Markkammergård ved Askeby på Møn.

Besætningen omfatter i dag cirka 100 registrerede angus-køer, 15 recipienter til at lægge embryoner i, 70 kvier, 50 tyre – plus kalve.

- Jeg sælger mange tyre til avl. Sidste år blev det til cirka 20 tyre, hvoraf de otte blev eksporteret til Østrig, fortæller Steffen Albrektsen.

- Stort set alle kvier sælges til levebrug. Cirka 100 røde kvier er igennem de seneste 10 år eksporteret til Portugal, hvor de begyndte at arbejde med angus-kvæg for cirka 15 år siden, tilføjer han.

Sæd fra Canada

- I mit avlsarbejde undgår jeg tyre, der giver meget store kalve for at få nogle lettere kælvninger. Derfor bruger jeg fortrinsvis sæd fra canadiske tyre. Målet med det hele er at få flest mulige levende kalve ud af det, fortæller angus-avleren fra Møn.

- Desuden fokuserer jeg meget på dyrenes eksteriør. Her går jeg efter et lille angus-hoved, en god kropsdybde for at give plads til noget kød, samt velstillede og stærke ben og klove, uddyber Steffen Albrektsen.

Han har udstillet dyr på Roskilde Dyrskue hvert år siden 1992.

Et af de dyr, han udstiller i år, er en 21 måneder gammel kvie født på Markkammergård. Den er resultatet af en embryon efter den canadiske tyr Musgrave Stunner og en canadisk mor fra Young Dale Angus.

Helt til tops

Denne kvie var også på Roskilde Dyrskue sidste år, hvor den blev bedste angus-hundyr og tilmed vandt Interbreed-konkurrencen.

- Jeg udstiller også en gruppe kvier, hvoraf de tre er efter den rigtig gode tyr HF Alcatraz 60F fra den kendte canadiske angus-besætning på Hamilton Farms, fortæller Steffen Albrektsen.

Han udstiller også en ungtyr efter HF Alcatraz 60F samt to juniortyre – den ene efter Musgrave Stunner. Herudover udstiller han tre ET-tyre af canadisk afstamning.

I øvrigt befinder den kendte angus-tyr Unik sig også i genetikken på Mønline Angus. Faderen til Unik er tyren HF Mønline Improvement 342, der er kommet til verden ved hjælp af en embryon fra Hamilton Farms i 2001.

8. generation

Udover Roskilde Dyrskue har Steffen Albrektsen også flere gange udstillet nogle af sine angus-dyr på Landsskuet i Herning.

Han er 8. generation på Markkammergård, hvor han i alt råder over cirka 550 hektar. Heraf dyrkes der korn, raps og majs på cirka 100 hektar. Resten er græsarealer.

Steffen Albrektsen er 65 år og arbejder som ingeniør ved siden af med at udarbejde tilstandsrapporter og energimærker.

- Jeg har nok at se til, så jeg har et par faste medarbejdere plus en »pensionist« på deltid til at hjælpe mig på bedriften, fortæller han.

Læs også