De er drenge, brødre, og helt som de skal være, Storm, Seier og Sverre. Det er hård konkurrence med et kærligt touch, og så er der far, mor og bedstefar, som får det hele til at gå op i en højere enhed.
Trip, trap, træsko – Storm, Seier og Sverre. Med hver sin race, Dexter, Grauvieh og Jysk Kvæg. Dog bliver det denne gang kun Dexter og Grauvieh, som kommer med på skue, når Messecenter Vesthimmerland slår dørene op til debuten på Kødkvægsskuet Nord.
Drengene er klar, født klar. For det var deres far Emil Bjerregaard, som tilbage i 2016 skiftede sine krydsningsdyr ud med den østriske race Tiroler Grauvieh.
- Vi fandt du af, at det var sjovt at komme på dyrskue, og jeg synes, racen var pæn og anderledes, og der var ikke så mange af dem, siger Emil Bjerregaard, som lod de første dyr flytte ind i januar 2016.
I dag er der otte grauvieh-dyr i stalden – tre køer, fire kvier og en tyr.
Storm og sine Dexter
Den sommer, tilbage i 2016, drog familien Bjerregaard afsted mod Landsskuet for at udstille deres første grauvieh-dyr, selvfølgelig sammen med bedstefar Dan, som altid er med, og en aften så de alle måbende til, da Storm kom trækkende med en dextertyr.
- Så var han solgt, husker Emil Bjerregaard, som så sin søn skrive »dexter« øverst på ønskeseddelen.
Storm sparede op og på sin 7-års fødselsdag, kunne det næste ikke gå hurtigt nok med at få gæsterne ud ad døren, for så skulle han ud at se på Dexter.
Storm tømte sparegrisen og talte sine fødselsdagspenge, og den 23. december flyttede to dexterkvier ind på ejendommen ved Aars.
- Jeg tror, jeg faldt for dem, fordi de ikke var så store. Jeg var ikke selv så gammel, og de var nemmere for mig at håndtere, fortæller Storm roligt.
I dag har han seks dexterdyr.
Sverre er vild med de jyske
Sverre kan fortælle mange historier, rigtig mange. Blandt andet om den sommer, hvor han ofte kørte med far ud for at kigge til nogle af deres dyr, som gik og græssede i Sebbersund.
- Der ved heden, der gik der jyske køer, og hver gang, så holdt vi stille for at se på dem, fortæller Sverre ivrigt.
Han fik overtalt sin far, og endnu en sparebøsse måtte tømmes.
- Jeg ville gerne have dem, fordi jeg syntes, de var rigtig flotte, siger Sverre, som sammen med far købte to kviekalve, tre uger gamle, som blev flasket op.
Det var i 2021, og i dag har de begge fået hver sin kalv, så der er fire dyr af racen Jysk Kvæg på ejendommen. De bliver dog hjemme til kødkvægsskuet, men Sverre er, som en anden Emil fra Lønneberg, klar, når sommerens skuer begynder.
Seier går i fars fodspor
Seier er mere stille og eftertænksom end sin lillebror, men det skal man ikke tage fejl af. For måske var det lige netop det, som gjorde, at han strøg til tops i Herning i sommers og vandt danmarksmesterskaberne i mønstring.
- Han slog brødrene, så der var dårlig stemning, griner Emil.
Seier har ligesom brødrene talt sine sparepenge og har købt den ko af sin far, som han vandt mønstringskonkurrencen med – selvfølgelig en Grauvieh.
Konkurrerer mod hinanden
Familien, som foruden de tre brødre, far og bedstefar, også tæller mor, som har en ret afgørende koordineringsrolle, når familiens drenge og mænd beslutter sig for at tage til dyrskue, stiller til kødkvægsskuet med syv dyr – tre Grauvieh og fire Dexter.
- Jeg træner med mine og Storms dyr næsten hver dag, siger Sverre, som bliver bekræftet at storebror Storm med et par nik.
Seier og far må selv stå for deres dyr. Og det gør de så.
Sidste år deltog familien Bjerregaard på syv skuer og stillede med 13 og 14 dyr hver gang.
- Der er ikke andre, der skal trække mine dyr, for det synes jeg ikke, de kan, siger mindstemanden, mens far konkluderer, at når alt kommer til alt, er det nok Storm og ham selv, som tager det største læs ved dyrene. Men for drengene handler det i høj grad om konkurrence og det at vinde over hinanden.
Brødrekærlighed
Brødrekærligheden er, som brødrekærligheden skal være.
- Vi vasker også selv dyrene, siger Sverre stolt, mens de to storebrødre prompte vender blikket direkte mod ham.
- Man kan sige, at der er nogle, der går mere op i at vaske end andre, supplerer Seier diplomatisk, hvorefter Sverre erkender, at han nok bruger ret meget tid på at holde opsyn med, hvad de andre laver og selvfølgelig at hyggesnakke, mens brødrene og far vasker.
Sammen er de alle fuldstændig klar til Kødkvægsskuet Nord.