Midtsjællandsk slægtsgård skal på nye hænder
Én af Danmarks ældste slægtsgårde, Balstrupgård nær Ringsted, sælges nu ud af slægten.
Balstrupgård med tilhørende 60 hektar landbrugsjord sættes snart til salg.
Flere hundrede års historie på Balstrupgård og med slægten Danvogg er ved at være historie, når Balstrupgård med tilhørende 60 hektar landbrugsjord snart sættes til salg.
Nuværende ejer i slægten er Susanne Danvogg, datter af Hanne og Jack Gorm Danvogg, og gården blev opført i sit nuværende udtryk i 1864 – samme år som slaget ved Dybbøl i Sønderjylland.
Dengang var længerne med stråtag som siden hen er udskiftet til røde tegl, og stuehus er oprindeligt med tegl – også udskiftet. Stuehuset er siden blevet ombygget med stor kvist mod gårdsplads og er i dag en imponerende bolig, som trænger til indvendig istandsættelse, og som er fyldt med fine detaljer for tidens byggestil.
Proprietær eller godsejer
Ejer af gården havde titel af proprietær – et begreb som opstod efter enevældens indførelse i 1661. Havde man mere end 12 tønder hartkorn og mindre end 24 kunne man kalde sig proprietær – havde man mere, var man godsejer dengang.
Proprietær var betegnelsen for landmand uden for bondestanden og ikke godsejer, og disse proprietærgårde stammer fra anden halvdel af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Før 1864 var gården placeret cirka 100 meter nordvest for nuværende, og talte kun et bindingsværkshus med tilhørende stalde – intet af dette findes i dag.
Hanne Danvoggs forfædre overtog i 1799 ejendommen for 1.400 rigsdaler af sidst levende slægtning. I 1969 blev Hanne Danvogg budt 3,5 millioner kroner for ejendommen af Ringsted Kommune, som ville udvide byen. Dette blev afslået, og igen i 2007 blev hun budt 29 millioner kroner, som også blev afvist af den standhaftige kvinde.
Fire kvindelige ejere
Kvindegården blev Balstrupgård også kaldt, idet der var fire kvindelige ejere som efterfulgte hinanden, som også stod for driften af gården (nok sammen med en mand af og til) og medarbejder.
Navnet Danvogg kommer fra Susanne Danvoggs far, Jack Gorm Danvogg, som oprindeligt var født i USA og som giftede sig med den kvindelige ejer af Balstrupgård.
Efter overleverede fortællinger er gården altid blevet overdraget til folk fra slægten. Det er med andre ord tale om én af Danmarks ældste slægtsgårde, som nu sælges ud af slægten – sidst i slægten er nu Susanne Danvogg.
Balstrupgård har måske Danmarks længste historie i ubrudt ejerskab i samme slægt – meget bemærkelsesværdigt.
Det er Land & Bolig ejendomsmægler, som har fået til opgave at sælge ejendommen på Midtsjælland.
Kilder: Danske Gårde 1907 og slægtsbog af Find Graucob – My Danish and Holstein Ancestors, England 1975, samt Susanne Danvoggs beretninger.