Den grønne omstilling kræver masser af strøm, men også masser af infrastruktur. Det vil kunne ses i landskabet i de kommende år.
Der er lagt op til en mangedobling af produktionen af el i Danmark fra vindmøller og solceller i de kommende år.
I takt med udbredelsen af elbiler og varmepumper skal meget mere strøm transporteres rundt i landet og over grænser.
Det kræver store udbygninger af elnettet, blandt andet med de noget omstridte 400 KV ledninger, der kun i begrænset omfang kan lægges i jorden, men i stedet skal føres via store master i al sin væsentlighed.
Allerede i 2030 vil solceller og vindmøller lave fire-fem gange så meget strøm, og Danmarks totale elforbrug vil være fordoblet. Derfor er det nødvendigt at opgradere 400 kV-nettet. Og de fleste udvidelser af 400 kV-nettet bliver med luftledninger og elmaster gennem landskabet.
- Vi står i begyndelsen af en omfattende elektrificering af hele samfundet, og elnettet er fundamentet for, at det kan lade sig gøre. Vi kan ikke lave den grønne omstilling og transportere så meget mere strøm rundt i landet uden at udvide elnettets motorveje, siger Bjarne Brendstrup, der er områdeleder i Energinets Netudvikling, i en pressemeddelelse.
Det vil genere mange
De planer, som Energinet har for udvidelsen af elnettet, er koncentreret omkring dele af Jylland, Sjælland og Sydhavsøerne, mens der til gengæld ikke er planer om at etablere nye forbindelser på Fyn og Bornholm.
Hos Energinet er man godt klar over, at mange mennesker vil blive generet af de store elmaster og nye højspændingsstationer, lyder det fra Bjarne Brendstrup.
- Vi vil ikke bygge mere end højest nødvendigt, og vi gør, hvad vi kan for at undgå at lave luftledninger. Derfor arbejder vi hele tiden på at sikre, at vi udnytter det eksisterende elnet bedst muligt, så vi reducerer behovet for nye højspændingsforbindelser, siger han.
De nye vurderinger er baseret på den såkaldte langsigtede udviklingsplan, som Energinet hvert andet år skal lave, den såkaldte LUP. Men det er svært at spå, især om fremtiden på området, lyder det fra områdelederen.
- Det afhænger af, hvordan tingene konkret udvikler sig: Hvor vil virksomheder rejse vindmøller og solcelleanlæg, hvad der kommer af politiske beslutninger om mere havvind osv. LUP’en giver et overordnet billede af, hvordan fremtiden kan blive, men enkelte forbindelser kan sagtens blive større eller mindre, og helt andre kan komme til, siger Bjarne Brendstrup.
Syv master om ugen
Det er ikke længe siden, at de første to luftledningsmaster blev samlet og rejst på vestkystforbindelsen, der går fra Holstebro til den dansk-tyske grænse. Her skal der rejses 450 master. De første to er sat op i nærheden af Varde, og det er forventningen, at der kan rejses syv master om ugen.
I den udbygning af grundstrukturen, som Energinet har offentliggjort, omtales planer om nye forbindelser i blandt andet Himmerland, Sydsjælland, Lolland-Falster samt op langs Østjylland.