To selskaber vil lagre CO2 i Midtjylland

Energistyrelsen har modtaget to ansøgninger fra selskaber, der ønsker at undersøge muligheden for at lagre CO2 i undergrunden i et område ved Thorning i Midtjylland.

Energistyrelsen åbnede 30. september for ansøgninger om tilladelse til efterforskning og anvendelse af undergrunden til geologisk lagring af CO2 i Thorning-området. Ansøgningsperioden er netop udløbet, og Energistyrelsen har modtaget to ansøgninger. En fra Norne Thorning Storage ApS og en fra Storegga Danmark ApS.

Ansøgningerne indebærer mere konkret, at undergrunden i Thorning-området skal undersøges grundigt for, om den med sikkerhed kan bruges til CO2-lagring.

Energistyrelsen vil i den kommende tid gennemgå ansøgningerne og vurdere ansøgernes tekniske og finansielle kapacitet og de arbejdsprogrammer, som selskaberne har tilbudt i ansøgningerne. Inden der bliver givet en tilladelse, skal klima-, energi-, og forsyningsminister Lars Aagaard forelægge en redegørelse for Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg om, hvilken tilladelse, der ønskes udstedt.

Tilladelsen til at undersøge undergrunden bliver i første omgang givet i op til seks år med mulighed for forlængelse til i alt 10 år. Hvis området lever op til alle miljømæssige krav, og det bliver konstateret egnet til at lagre CO2, har tilladelseshaver fortrinsret til at ansøge om en tilladelse til at lagre. Tilladelsen kan vare i op til 30 år med mulighed for forlængelse. Herefter vil projektet overgå til en nedlukningsfase, hvor lageret lukkes, og CO2’en i undergrunden efterfølgende overvåges løbende.

Læs også