Landboforening: Pas på faldgruber ved aftaler om sol og vind

Sønderjysk Landboforening opfordrer landmænd til at være opmærksomme og kritiske, når de får henvendelser omkring projekter med vindmøller og solcelleanlæg.

Sønderjysk Landboforening opfordrer landmænd til at være opmærksomme og kritiske, når de får henvendelser omkring projekter med vindmøller og solcelleanlæg.

En del landmænd rundt i landet tilbydes i denne tid både bedre indtjening og dækningsbidrag fra projektudviklere omkring solcelleanlæg samt vindmølleprojekter.

Men inden landmændene sætter deres underskrift på kontrakter omkring udlejning eller salg af marker, så er det vigtigt at undgå faldgruber og i det hele taget sikre sig en ordentlig rådgivning omkring konsekvenserne.

Sådan lyder det fra Sønderjysk Landboforening, der opfordrer landmændene til at være kritiske.

- Der er en række landmænd, som får henvendelser fra projektudviklere, hvor nogen er mere seriøse end andre. Det er vigtigt at fokusere på solide projekter, som kan tjene både landmændene samt lokalområdet bedst muligt, siger Anders Andersen, udviklingschef hos Sønderjysk Landboforening (SLF), og fortsætter:

- Der er mange forhold og konsekvenser omkring udlejning eller salg af jord, så det er vigtigt at få gennemført en kritisk gennemgang af de aftaler og processer, som tilbydes.

Stor interesse

SLF arbejder i øjeblikket med projekter på tilsammen flere tusinde hektar, for der er stor interesse i at få fat i landbrugsjord til eksempelvis større solcelleanlæg samt vindmøller.

I flere syd- og sønderjyske kommuner – eksempelvis Haderslev, Tønder og Vejen – er politikerne således i gang med både at vurdere konkrete projekter samt at udpege de områder, som kan være velegnede til solcelleanlæg og vindmøller.

Ifølge Anders Andersen kan det ofte give rigtig god mening, at flere landmænd samarbejder omkring projekter for at optimere projekter og sikre det lokale samarbejde med landsbyen.

Samtidig kan han se klare fordele i at kombinere solcelleanlæg og vindmøller.

- Ved at kombinere solcelleanlæg og vindmøller bliver landbrugsjorden udnyttet bedst muligt. Fordelen er, at når solen skinner, er der ofte ikke blæsevejr, men når vi har gråt og trist vejr, så skinner solen ikke, mens der ofte er meget vind, siger Anders Andersen, og tilføjer:

- Desuden giver en kombination af sol og vind stordriftsfordele på infrastruktur som veje, kabler og transformere.

Højere bonus

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har netop meldt ud, at naboer, som bor tæt på kommende vindmøller og solceller, kan se frem til en højere bonus.

- Der er tale om cirka 6.500 kroner om året for naboer til kommende vindmøller og til cirka 2.500 kroner om året for naboer til kommende solcelleanlæg, lyder det fra SLF.

mip

 

 

Læs også