Får sin rådgivning ved flere virksomheder

Den himmerlandske mælkeproducent Preben Drejer Pedersen får sin rådgivning hos den konsulent, som efter hans mening passer bedst til ham. – Det handler om kemi, siger han. Det betyder at Preben Drejer Pedersen lige nu får rådgivning fra både LandboNord og Velas. Og tidligere har også en helt tredje virksomhed været en del af holdet omkring Mosegaarden.

Mælkeproducent Preben Drejer Pedersen bruger konsulenterne på landets rådgivningscentre så lidt som muligt, men angående nogle ting, er han alligevel nødt til at have lidt hjælp udefra. Her betyder det så lidt som ingenting, om konsulenten kommer fra LandboNord, Velas eller en helt tredje virksomhed.

- Om det er den ene eller anden rådgivningsvirksomhed betyder ikke noget for mig, siger Preben, som ikke føler sig tættere knyttet til en virksomhed frem for en anden, men derimod føler sig knyttet til bestemte rådgivere.

- For mig er det der betyder noget rådgiveren. Jeg har den rådgiver, jeg har en god kemi med, forklarer Preben.

Flytter efter de bedste konsulenter

Han startede i sin tid som selvstændig med alt sin rådgivning hos det nuværende Agri Nord. Først i deres Hobro-afdeling og senere i Aars.

Men efter en turbulent tid for rådgivningsvirksomheden, hvor Preben Drejer Pedersen følte sig som kastebold mellem virksomhedens rådgivere, valgte han at flytte til det daværende LMO i Aars.

- Men så flyttede min økonomikonsulent til LandboNord, griner Preben Drejer Pedersen, der næsten som en selvfølge flyttede med.

I dag får Preben sin kvæg- og planterådgivning ved Velas og sin økonomirådgivning ved LandboNord.

Rådgiverne arbejder sammen på tværs af virksomheder

Og at have sin rådgivning ved lige nu to virksomheder betyder intet i det daglige.

- De arbejder sammen uden problemer, siger Preben, som af og til indkalder alle til et møde rundt om køkkenbordet, når der skal tages store beslutninger.

- Om de arbejder i den samme eller hver sin virksomhed, mærker jeg ikke. Det er jo de samme programmer, de bruger. Og når vi skal mødes herhjemme, melder jeg et par datoer ud, og så snakker de selv sammen om, hvornår de alle kan, fortæller Preben.

Primært plante- og økonomirådgivning

Preben bruger primært sin planterådgiver og sin økonomirådgiver.

- Jeg bruger mest planteavlskonsulenten til alt det med støtteordninger. Vi har både MVJ-jorde og Natur2000-områder. Så er det også planteavlskonsulenten, der laver gødningsplaner, sprøjtejournaler og så videre. Der er rigtig meget at holde styr på, og der er jeg nødt til at have hjælp, forklarer Preben.

Økonomikonsulenten kommer blandt andet på banen ved det årlige møde med banken, hvor han sidder med omkring bordet.

- Jeg tror de to timer er godt givet ud, for de spørger om rigtig mange ting, hvor jeg synes, det giver en tryghed, at min økonomikonsulent er med. Han kan svare på nogle spørgsmål, som jeg måske har lidt sværere ved, og det giver derfor mening at have ham med. Og det er generelt, sådan det er. Jeg bruger rådgiverne der, hvor det giver mening, og jeg får noget ud af det, forklarer Preben Drejer Pedersen. Han erkender også, at det at køre maskinstation og komme ud til mange mennesker også giver en enorm læring og sparring, som andre måske henter ved deres rådgivere.

Kvægrådgivning

Derfor bruger han også kvægrådgiveren mindre, da han her selv føler sig fuldstændig på hjemmebane, når det gælder den daglige pasning af dyrene.

- Jeg ved godt, de siger, at jeg vil få meget mere ud af at bruge min kvægrådgiver mere. Men jeg føler ikke, jeg har brug for det. Jeg har jo også gået på landbrugsskole engang, og nok har vi ikke nogen høj ydelse, men det er heller ikke noget, der betyder noget her. Det er, hvordan vi kom frem til den ydelse. Altså at producere mælken så billigt som overhovedet muligt og have fokus på bundlinjen frem for en høj ydelse, for det kan alle få, det er jo bare et spørgsmål om hvad det koster, forklarer Preben Drejer Pedersen, som primært bruger kvægrådgiveren til at få udarbejdet et kvægbudget, som banken efterspørger.

- Jeg laver selv min foderplan og ændrer den ud fra, hvad jeg kan se, når jeg kigger på køerne, deres gødning og ureatallet. Der er mange, der siger, at man ikke kan fodre køer ved at se på ureatallet i mælken, men der er altså en sammenhæng. Har køerne tynd mave, er det også sikkert, at ureatallet er højt. Jeg kigger på køerne og gødningen, og den måde har jeg fodret køer på i 20 år. Vi har ingen problemer, og det hænger jo selvfølgelig også sammen med ydelsen, som ikke er så høj. Men det er her, jeg opnår den bedste økonomi, og det er det, der betyder noget for mig, forklarer Preben, som også bruger sin dyrlæge til sparring omkring køerne.

Køernes ydelse er lige pt. på 34 kilo mælk pr. ko om dagen

Flytter med rådgiverne

Preben Drejer Pedersen er ikke i tvivl om, at han lige nu har de bedste rådgivere omkring sig, til det han skal bruge dem til. Og til spørgsmålet om hvad han gør hvis de flytter virksomhed, er han ikke i tvivl.

- Så flytter jeg med. Så længe de kan opføre sig ordentligt, griner Preben.

teba@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 55 15 87

 

Mosegaarden

  • Beliggenhed: Skivum midt mellem Aars og Nibe
  • Ejer: Preben Drejer Pedersen
  • Mælkeproduktion: 110 årskøer
  • Markdrift: Driver 97 hektar jord + 23 hektar eng og skov

 

Preben Drejer Pedersen

  • Alder: 43 år
  • Uddannelse: Grønt bevis
  • Familie: Gift med Lone Drejer Pedersen. Sammen har parret Sofie og Jeppe på 14 og 16 år
  • Fritidsinteresse: Jagt, håndbold, fodbold, spiller dilettant og kører traktortræk

 

Markplan 2020

  • Græs – 45 hektar
  • Majs – 22 hektar
  • Roer – 8 hektar
  • Vårbyg – 20 hektar

 

Maskinsamarbejder

  • Deler rive, skårlægger og kreaturvogn med nabo
  • Deler græsmarkstrommel med to kammerater
  • Deler stor tipvogn med en nabo
  • Lejer traktor og sprøjte ud til bror – Henriks Markservice, Aars

 

Mosegaardens Maskinstation

Mosegaardens Maskinsation drives af Preben Drejer Pedersen. Til den hører primært to maskiner, en halmknuser, som kører 600 timer om året og en traktor med plov, som pløjer 1.300 hektar om året – 800 hektar i foråret og 500 hektar i efteråret.

Herforuden samarbejder Preben med sin bror Henrik Pedersen, som er indehaver af Henriks Markservice i Aars. Her er Preben ansat på timebasis blandt andet som mejetærskerpilot, hvor han høster mellem 300 og 450 hektar korn om året.

Fremtiden på Mosegaarden

Gennem hele året har Effektivt Landbrug fulgt Preben Drejer Pedersen og hans mælkeproduktion i Himmerland. Følg med til december, hvor Effektivt Landbrug besøger Preben Drejer Pedersen for sidste gang i denne omgang, og hører om hans tanker om fremtiden på Mosegaarden.

Læs også