- Ideen med denne dozer-frontvægt er, at man sammen med vægten også får et redskab, der kan anvendes til at skubbe, skrabe og trække jord eller plantemateriale omkring med. Sådan siger Jens Iversen, som netop har lanceret sin Dozer-Frontvægt.
I slutningen af august er Ploveksperten klar til at levere seneste skud på stammen – to redskaber i ét. En dozer-frontvægt.
- Alle kender jo de almindelige frontvægtsklodser i mange forskellige udformninger – men fælles for dem alle er, at de ikke kan anvendes til noget som helst – bortset fra at lave kontravægt på traktoren, siger idémanden Jens Iversen fra Ploveksperten.
En dozer-frontvægt er en frontvægtsklods i stålbeton til frontliften, der er udformet som et dozerblad med på-boltet skraberskær i stål.
Flere redskaber i ét
- Idéen med denne dozer-frontvægt er, at man sammen med vægten også får et redskab, som der kan anvendes til at skubbe, skrabe og trække jord eller plantemateriale omkring med, som kan være et super dejligt værktøj at have med sig – typisk sammen med ploven, forklarer Jens Iversen.
Den første udgave er 1.250 kg tung og har en bredde på 2,2 meter. Senere kommer der en version på 950 kg og en på 1.450 kg.
Reflekser øger sikkerheden
Dozer-frontvægten er udstyret med hvide reflekser fremad, og mere vigtige er de gule reflekser på siderne.
- Vægten er synlig fra siden, som er meget vigtigt, hvis der køres ud fra en mark eller markvej med dårlige oversigtsforhold, forklarer Jens Iversen.
Dozer-frontvægten vil også øge sikkerheden på vejen over for andre mindre trafikanter.
- Idet at klodsen sænkes ned tæt på asfalten, når der køres på vejen, vil den virke som en underkørselssikring, forklarer idémanden.
Tips fra Ploveksperten
I marken vil der være mange situationer, som kan forbedres, hvis plovtraktoren er udstyret med dozer-frontvæg, mener Jens Iversen og nævner en lang række fordele her:
- Hjørner af marken bliver ofte lidt lavere fordi, at ploven trækker lidt jord væk år efter år – her kan man lige skubbe lidt jord ud i hjørnet, inden der pløjes eller gøre det efterfølgende.
- I en uheldig situation, hvor ploven har slæbt en stor eller mindre dynge jord og plantemateriale sammen, vendes hurtig rundt, og dyngen trækkes ud med dozeren, og plovarbejdet kan fortsætte med godt resultat.
- Hvis man ikke er så heldig at have en plov med en god hydraulisk hjul, så får man jo oftest lavet nogle dybe trekanter i forageren – dem kan man jo skubbe tilbage, inden foragerpløjningen påbegyndes.
- Hvis man ved et uheld er kommet til at snuppe et stykke grøft eller rabat med bagerste fure, kan det sikkert skubbes eller trækkes tilbage nogenlunde igen med dozeren.
- Under pløjningen kommer man typisk til en lavning, som der har været blød i den forrige vækstsæson og med store dybe sprøjtespor til følge. Her vil det være smart at jævne sporene ud med dozer-frontvægten inden pløjningen.
- I forbindelse med læhegn kan det typisk ske, at der er knækket et stort træ eller en gren ud over marken, som der bare kan skubbes væk med dozer-frontvægten og pløjning kan fortsætte.
- Når der afsluttes på en mark, kan man være uheldig at slæbe jord ud på vejen med hjul eller redskab – det kan man skrabe væk igen med dozer-frontvægten, og i den forbindelse skal det nævnes, at den også kan udstyres med et gummi-skraberblad som ekstraudstyr.