Jerseyklub nedlægges i jubilæumsåret

Manglende afløsere i bestyrelsen gør, at 25 års aktiviteter og godt samvær i Fynsk Jersey’s Seniorklub ophører til nytår.

Der var meget positivt at berette om for formanden Hans Erik Jørgensen, da omkring 30 medlemmer af Fynsk Jersey’s Seniorklub den 17. marts var samlet til årets generalforsamling i Ryslinge Forsamlingshus.

Der var sidste år fin opbakning til foreningens fire arrangementer, og trods et underskud på 10.000 kroner er der over 20.000 kroner i kassen. Og med et frafald på kun en håndfuld er der fortsat 72 medlemmer i seniorklubben, som her i år kan fejre 25 års jubilæum.

Alligevel sluttes jubilæumsåret af med at nedlægge foreningen.

Enstemmig beslutning

- Vi har alle dåbsattesten imod os, og derfor stiller hverken Albert (Albert Nielsen, tidligere jerseyavler i Vester Åby, og kasserer i seniorklubben, red.) eller jeg op til en ny periode. Og da vi ikke har fornemmelse af, at der er andre, som har lyst til at tage over, så indstiller bestyrelsen til, at vi opløser foreningen med virkning til nytår, lød det fra den 84-årige formand og tidligere jerseyavler i Hundstrup, da generalforsamlingen var nået til punktet med indkomne forslag.

- Som du, Jens (Jens Høj, red.), så rigtigt har sagt, så afvikler vi, hvad den tidligere generation har skabt. Sådan går det i strukturudviklingens hellige navn, og det må vi acceptere. Og det samme sker desværre også med seniorklubberne rundt omkring, hvor vi tidligere landmænd har haft masser af fornøjelser og et godt socialt samvær i mange år omkring vores fælles interesse, understregede Hans Erik Jørgensen.

Beslutningen om at nedlægge foreningen var enstemmig, da 28 i salen stemte ja, ingen nej og kun en enkelt stemmeseddel var blank.

Slutter af med en fest

Både Hans Erik Jørgensen og Albert Nielsen fortsætter dog som henholdsvis formand og kasserer året ud og kan dermed sammen med de øvrige bestyrelsesmedlemmer sikre et værdigt punktum for de 25 gode år for jerseyklubben.

Der bliver to arrangementer i den sidste sæson, henholdsvis en tur til Nordfyn den 6. juli, med besøg på biogasanlægget ved Bogense og naturområdet ved Gyldensteen Gods, samt en tur til Tange Energimuseum og Give Egnsmuseum den 15. august.

Klubbens æra sluttes af med en festlig sammenkomst i efteråret, hvor kassebeholdningen tømmes på behørig vis.

Læs også