Vin fra Vestfyn og Verden

Vestergaard Vin ApS i Lundager ved Assens sælger importerede vine fra omkring 15 vinproducenter verden over samt fynsk vin af egen produktion. Måske som en lokal julegaveidé?

Vestergaard Vin ApS producerer selv vin på en halv hektar vinmarker med i alt 1.350 vinstokke fordelt på ni forskellige druesorter. Både rød-, hvid- og dessertvin. Desuden er champagne-typer på vej i produktionen.

Mange har ikke troet det muligt at dyrke den berømte tyske Riesling drue så højt mod nord som i Danmark. Men når forholdene – og vejret – er til det, kan det altså lade sig gøre, viser Peter Christensen, Vestergaard Vin i Lundager ved Assens.

- Lige fra jeg var 13 år, har jeg interesseret mig for vin og dens tilblivelse. Det fortæller ejeren af Vestergaard i Lundager ved Assens, Peter Christensen, der er uddannet forstkandidat, og som efter nogle år som rådgiver i jyske og sjællandske landboforeninger nu arbejder i Nordeas landbrugsafdeling.

Peter Christensen er vokset op på forældrenes landbrug i Harndrup, og han fortæller, at en vinbog i hans fars bogreol – og især bogen »Vinavl i Danmark«, der udkom, mens han læste til forstkandidat på Landbohøjskolen, satte skub i tanken om at blive vinbonde.

I 1999, da han var 21 år, plantede han sine første vinstokke. På forældrenes ejendom blev der etableret en lille vinmark med 350 vinstokke, hvor han kunne teste forskellige sorter og metoder. Det blev startskuddet til at finde den helt rigtige ejendom til vinproduktion.

Vestfynsk vinmark

Efter grundig søgning lykkedes det i 2011 at finde Vestergaard i Lundager, hvor arealet er højt beliggende med en jordbund og et forholdsvis mildt klima, der er velegnet til vindyrkning.

- I 2012 begyndte vi at plante vinstokke, fortæller Peter Christensen, der i dag har cirka 1.000 vinstokke fordelt på ni forskellige druesorter.

Sammen med de 350 i Harndrup udgør hans vinareal i alt cirka en halv hektar. De største sorter er Solaris, Riesel og Rondo, men der er også andre kendte sorter som Pinot Noir, Chardonnay og Riesling.

2014 blev det første høstår, hvor den vestfynske vin kom til salg. Men inden da var familien på Vestergaard allerede så småt begyndt at importere vin fra forskellige producenter rundt omkring i Europa.

Det skal være sjovt

- Vi har altid kørt på ferie til nogle af Europas vindistrikter. Som regel tog vi noget vin med hjem, og helt naturligt opstod tanken om at lave en forretning ud af det, siger Peter Christensen. To kammerater, Søren Folke og Finn Schousboe, der også interesserer sig for vin, ville gerne være med. I 2012 lavede vi sammen Vestergaard Vin ApS, der har adresse på Vestergaard, og vi begyndte at importere vin.

- Vi importerer selv vores vine fra mindre og mellemstore vinbønder primært i Europa, og sortimentet består af udvalgte vine fra mange af de bedste vindistrikter. Det er vigtigt for os at komme ud og personligt møde de mennesker, der står bag produktionen. Først og sidst handler det om troværdighed.

- I øvrigt, understreger den vestfynske vinproducent, er det - at importere og sælge vin - for os alle en fritidsbeskæftigelse. Og aktiviteterne er baseret på to vigtige målsætninger: 1) Det skal være sjovt. 2) Det må ikke koste os penge.

Vin i hestestalden

Det solide og håndværksmæssigt smukke inventar i Vestergaards tidligere hestestald danner i dag en indbydende ramme om virksomhedens udstillings-, salgs-, møde- og selskabslokale, som blandt andet benyttes, når der med jævne mellemrum afholdes vinsmagning.

Arrangementet starter gerne i vinmarken med en orientering om de forskellige sorter og om arbejdet med dyrkning og produktion af vinen. Og da der i tilknytning til vinmarken i Lundager er tilplantet et mindre areal med juletræer, lægger det ved de forestående arrangementer inden jul op til, – som Peter Christensen udtrykker det - at »folk kan få både julevin og juletræ«.

 

Fra Vestfyn og Verden

- Selve vinsmagningen foregår »i stalden«, og det har vist sig, at den danske og den importerede vin giver en god kombination. Vi startede med rødvin, men i dag har vi også hvidvin, rosé, dessertvin, mens champagne-typer er på vej. Og det passer fint ind i konceptet med lokale fødevarer, fastslår Peter Christensen.

- Vi vil gerne vækste, men det skal være i det tempo, hvor vi kan være med, og hvor folk kan komme igen. Vores sortiment omfatter cirka 90 forskellige vine fra distrikter verden over, og vi har vine lige fra 75 til 695 kroner pr. flaske. Vi er især stærke i området fra 70 til 150 kroner.

- Og vi har et stort marked, idet vi både sælger fra butikken og vores webshop, lyder fra den vestfynske vinavler.

Læs også