Lennart Westh afløste for et år siden Frederik Tolstrup som formand for Bornholms Landbrug & Fødevarer, og han aflagde således sin første formandsberetning, da foreningen for nylig havde generalforsamling.

Her kom den bornholmske formand, som driver griseproduktion på Simblegaard ved Klemensker, vidt omkring i sin debut på talerstolen på Hotel Balka Strand ved Nexø, hvor omkring 100 bornholmske landmænd var mødt op.

Lennart Westh så tilbage på sit første år som formand, hvor det med stor succes blandt andet er lykkedes at bekæmpe luftvejssygdommen PRRS, der nu er fortid hos de bornholmske griseproducenter.

- Det har krævet mange ressourcer fra rigtig mange, men det har været umagen værd. På hele øen er vi nu fri for PRRS, og vi er et strålende eksempel på, at man sammen kan flytte meget, påpegede Lennart Westh, der dog også erkendte, at langt fra alt er lutter idyl for griseproducenterne.

- Vi har desværre et andelsslagteri, Danish Crown, der ikke præsterer, som det skal. Det er et kæmpe problem for den danske griseproduktion, at vores fælles store førende slagteri ikke er konkurrencedygtig på prisen, lød det fra Lennart Westh, der tilføjede:

- Jeg har en forventning om, at vi med den nye ledelse og de initiativer, der er sat i værk, meget hurtig ser resultater, der viser, at det går den rigtige vej. Det er vores største udfordring, at vi ikke får en konkurrencedygtig pris, og det er hele fundamentet, at vi har et stærkt slagteri.

Trepart og 80/20-regel

Mælkeproducenterne kan omvendt glæde sig over gode afregninger, men Lennart Westh ærgrer sig over, at Bornholms Andelsmejeri ikke længere kan matche Arla.

- Det var bedre dengang, der altid blev afregnet lidt højere på Bornholm, end hvad Arla kunne. Men modsat Danish Crown har Arla rigtig godt styr på sin forretning, og det tror jeg gavner hele mælkeproduktionen i Danmark, fastslog formanden, der i februar fyldte 50 år.

- Det er dog nok ikke alle mælke- og kødkvægproducenter, der er enig med mig i, at det bare kører og fremtiden er positiv. For kvægfolk er lidt som jyder – de er ikke nemme at imponere, sagde Lennart Westh med et smil.

Den bornholmske landboformand kom naturligvis også ind på den grønne trepart, som fylder meget hos mange danske landmænd. I den forbindelse mindede Lennart Westh om 80/20-reglen, som han i sin tid lærte på landbrugsskole.

- Det handler om, at man på en bedrift måske bruger 80 procent af tiden på 20 procent af indtjeningen. Det siger jeg, fordi vi skal passe på med, at vi ikke kommer til at bruge 80 procent af tiden på den del af vores landbrug, der hedder trepart, og glemmer vores store produktioner, som vi så kun har 20 procent af vores tid til at klare.

Ny farve på bundlinjen

Der er – også på Bornholm – mange udfordringer, men Lennart Westh glæder sig over, der blev lavet en ramme, og han er naturligvis også tilfreds med, at øens landmænd slap for de enorme kvælstofreduktioner til Østersøen, der på et tidspunkt var udsigt til.

- Med Landbrug & Fødevarer som vores talsmænd kunne man godt se, at det ikke gav mening at sende det bornholmske landbrug i knæ, konstaterede Lennart Westh, der slutteligt påpegede vigtigheden af gode investeringer i landbruget, som holder mange år frem.

Det var ikke kun det første år med Lennart Westh som formand, men også det første år, hvor de økonomiske fordele af rådgivningssamarbejdet med VKST kan ses på årsregnskabet.

Det har medført et markant fald i både indtægter og udgifter, og på bundlinjen er der nu ikke røde tal mere. Regnskabet for 2024 viser således et overskud på knap 1,2 millioner kroner.

Der er også kommet ændringer i bestyrelsen. Den tidligere formand Frederik Tolstrup takkede af efter 10 år i bestyrelsen, og han blev afløst af Hans-Ole Kofoed, mens der på mødet var genvalg til både Stine Mikkelsen og Rasmus Kofoed Brunke. Martin Pihl Sode blev endvidere valgt som suppleant.