Henrik Nordgaard Hansen aflagde som konstitueret formand for første gang beretning, inden han blev valgt som ny formand på generalforsamlingen i Østdansk Landboforening, hvor også direktør Mette Engel fik debut på talerstolen.
For godt syv måneder siden tiltrådte Mette Engel som ny direktør i Østdansk Landboforening, hvor daværende næstformand Henrik Nordgaard Hansen, der er 62 år, samtidig blev konstitueret som formand, da Ole Elbæk på grund af sygdom valgte at trække sig fra posten.
Den 1. august 2023 stod Østdansk Landboforening således både med en ny formand og en ny direktør, og de fik begge debut på talerstolen, da landboforeningen onsdag aften havde generalforsamling i lokalerne i Rønnede.
Foran knap 100 fremmødte medlemmer, medarbejdere og inviterede gæster aflagde Henrik Nordgaard Hansen for første gang beretning, og han kunne se tilbage på et år, der – som han udtrykte det – »på mange måder har været skelsættende for foreningen«.
Positiv udvikling
- 2023 begyndte med afskedigelse af daværende direktør Kim Kuhlmann og et frygteligt regnskab med et historisk stort underskud, lød det fra Henrik Nordgaard Hansen, der dog kan glæde sig over mange positive ting det seneste halve år.
Økonomien er forbedret markant. Nu er underskuddet »kun« 578.000 kroner, og det er 4,2 millioner kroner bedre end det historisk store underskud på over 4,8 millioner kroner, der blev præsenteret for et år siden.
Foreningen har endvidere fået en masse nye kunder som følge af blandt andet en nyåbnet afdeling i Hagested ved Holbæk med en række økonomiassistenter, der er flyttet fra Odsherreds Landboforening til Østdansk Landboforening.
Politisk chikane
Henrik Nordgaard Hansen kom i beretningen også ind på en række landbrugspolitiske emner som blandt andet CO2-afgiften, vandplaner og efterafgrøder. Det medførte ikke ligefrem roser til de danske politikere, der også fik »en hilsen«, da han kort kom ind på fire procent brakkravet.
- Endnu engang går Danmark foran, og som det eneste land i Europa bibeholder vi fire procent-kravet. Vi har rigtig god og ensartet jord her i Østsjælland, og det føles som chikane at skulle braklægge god landbrugsjord, påpegede Henrik Nordgaard Hansen, der er tidligere minkavler og således selv kender til hele problematikken omkring minkerstatningerne.
- Nu er vi gået ind i det fjerde år efter nedlukning af minkerhvervet, og det går usandsynligt langsomt med at få afsluttet erstatningssagerne. Til dato er cirka 70 sager ud 1.240 sager afsluttet, og kun én farm på Sjælland er revet ned. Vi ser ind i et minksekretariat i Viborg, som sagsbehandler voldsomt langsom og omstændigt, lød det fra Henrik Nordgaard Hansen.
Budget med overskud
Mette Engel gik senere på talerstolen og gennemgik kort forløbet af de godt syv måneder, hun har haft posten som direktør, ligesom hun også uddybede tallene i regnskabet.
- Vores indtægter er 7,5 millioner kroner højere end året før, og vi har haft indtægter for 41,7 millioner, fortalte Mette Engel, der blandt andet har fået til opgave at skaffe sorte tal på bundlinjen. Det forventes at ske allerede i år, hvor foreningen budgetterer med et 2024-overskud på 1,7 millioner.
Alt tyder således på at det lykkes Mette Engel & co. at vende skuden i Østdansk Landboforening, der i 2021 og 2022 havde et samlet underskud på over 7 millioner kroner – henholdsvis 2,3 millioner og 4,8 millioner.
Indkøbsforening nedlagt
Beretningen fra Henrik Nordgaard Hansen og regnskabstallene fra Mette Engel gav anledning til enkelte bemærkninger og spørgsmål fra medlemmerne, som på generalforsamlingen behandlede fire indkomne forslag.
Det blev blandt andet vedtaget at nedlægge Indkøbs- og Finansieringsforeningen, og således følge i kølvandet på andre foreninger landet over. Den beslutning medførte ændring i vedtægterne, ligesom de andre forslag – omkring udmeldelse og valgprocedure – næsten enstemmigt blev vedtaget.
Der var også bred enighed omkring valgene. Henrik Nordgaard Hansen fra Brandelev ved Næstved blev uden modkandidater valgt som formand for en to-årig periode og Michael Madsen blev genvalgt til bestyrelsen, mens Kaj Munck er ny i bestyrelsen, og det er i stedet for Ole Elbæk, der stopper efter fire år som formand.
Der blev også valgt en ny medarbejderrepræsentant i bestyrelsen. Zwanita Reinders afløser således Christine Søgård Bøhm.