Det gode, vellykkede generationsskifte afhænger af en lang række ting. Men ifølge rådgiver i generationsskifte er det ofte slet ikke de økonomiske aspekter, som giver anledning til problemer.
Når et generationsskifte af en bedrift i landbruget ender galt, er det sjældent, fordi der er uenigheder om økonomien i familien. Langt oftere er det de store, svære og uhåndterbare følelser, som kan medføre, at familier splittes ad, og at familiemedlemmer føler sig snydt.
Det fortæller Lone Bendixen, seniorrådgiver i Virksomhedsøkonomi i Velas med speciale i strategi.
Hun har gennem sin funktion som rådgiver været med i maskinrummet på adskillige generationsskifter i landbruget. Her har hun på nærmeste hold oplevet, hvad der kan gå galt – og hvad der skal til for, at et generationsskifte med større sandsynlighed går godt.
- Når det går galt, er det som oftest, fordi der er ting, som familiemedlemmerne ikke har fået sagt eller ikke har formået at få sat de rigtige ord på. Man vil ikke skuffe nogen, man vil ikke virke grådig, man føler sig forfordelt, eller hvad det nu måtte være. Det er følelser mere end noget andet. Vi oplever, at i familier, som har fået talt sig frem til en god løsning, hvor alle parter føler sig set og hørt, går det langt bedre med generationsskiftet. Og her er det sjældent økonomien, der volder problemer. Den del kan som regel løses, siger Lone Bendixen.
En svær samtale
Hendes erfaring fra maskinrummet er nemlig, at det at få alle familiemedlemmers ønsker, holdninger og drømme frem spiller en stor rolle i et vellykket generationsskifte, når vi taler familiehandler.
- Landbruget er traditionelt ikke den mest talende kultur. I mange landbrugsfamilier ligger der rigtig meget under overfladen – uudsagte forventninger og drømme, der ikke er blevet luftet. Der kan være mange tabubelagte områder, som for familiemedlemmerne er svære at tale om. Men kan man i en familie få åbnet op og sat de sværere emner på dagsordenen, er det til stor gavn for generationsskiftet, siger Lone Bendixen.
Selvom det kan være vanskeligt at tale om de store følelser, er det vigtigt at få gjort, understreger hun.
- Forventningsafstemningen mellem den ældre og den yngre generation – og især på tværs af den yngre generation – er afgørende. Ofte kan der vise sig ønsker, drømme og tanker, som kolliderer, og det får man kun frem, hvis man taler åbent. At undlade at tale om ting, betyder ikke, at udfordringerne går væk, siger Lone Bendixen, som kalder det uudsagte for en barriere for det gode fremadrettede familieforhold.
- Familier kan blive splittet ad i forbindelse med et generationsskifte og ende med ikke at tale sammen resten af livet. Der er meget store følelser på spil, siger hun.
Særligt for de børn, der ikke skal overtage bedriften, kan et generationsskifte være vanskeligt at håndtere.
- De sidder ofte med en bekymring for, om de bliver snydt, eller i hvert fald at de, der overtager bedriften, får meget forærende. Så her skal man have synliggjort præcis, hvem der bliver tilgodeset og hvordan, så alle ved, hvad der er op og ned, fortæller Lone Bendixen.
Start i god tid
Fordi det er kompliceret at generationsskifte en bedrift, anbefaler Lone Bendixen, at man går i gang i god tid.
- Det tager flere år. Og det gælder også for den følelsesmæssige side af skiftet. For de fleste landmænd er det ikke bare at sælge en landbrugsvirksomhed og regne ud, hvor meget der er tilbage til hvert familiemedlem efter skat. I mange tilfælde er det generationernes bolig med særlige historier, traditioner og kultur tilknyttet det enkelte sted, siger Lone Bendixen.
- Det kræver, at den ældre generation indstiller sig på at skulle bruge livet på noget andet. Hvad skal det nye liv indeholde? Hvad skal den nye identitet være? Det tager noget tid, fordi det at være landmand og eje en bedrift for mange er en identitet, hvor hele tilværelsen er bygget op om det, siger hun videre.
Få hjælp
Hvis man vil sikre sig, at der i et generationsskifte også tages hånd om de bløde værdier, og at familien kommer helskindet ud på den anden side, kan det ifølge Lone Bendixen være en god idé at få hjælp udefra til at facilitere og styre arbejdet og de svære samtaler, der skal tages.
- Et generationsskifte kræver både særlige kompetencer og erfaring, når vi taler de mere formelle ting som skatteoptimering, jura, faglighed, osv. Men der kan også være behov for at få hjælp fra nogen, som har erfaring med at skabe rum, hvor alle medlemmer af en familie tør åbne sig og sige, hvad de mener, drømmer om og føler. Et godt generationsskifte kræver tværfaglige kompetencer, siger Lone Bendixen.