Når et generationsskifte af en bedrift, ender galt, er det sjældent, fordi der er uenigheder om økonomien i familien. Langt oftere er det de store, svære og uhåndterbare følelser, som kan medføre, at familier splittes ad, og at familiemedlemmer føler sig snydt.
Lone Bendixen er seniorrådgiver i Virksomhedsøkonomi ved Velas med speciale i strategi.
Hun har været med i maskinrummet på adskillige generationsskifter i landbruget. Her har hun på nærmeste hold oplevet, hvad der kan gå galt – og hvad der skal til for, at et generationsskifte med større sandsynlighed går godt.
- Når det går galt, er det som oftest, fordi der er ting, som familiemedlemmerne ikke har fået sagt eller ikke har formået at få sat de rigtige ord på. Man vil ikke skuffe nogen, man vil ikke virke grådig, man føler sig forfordelt, eller hvad det nu måtte være. Det er følelser mere end noget andet. Vi oplever, at i familier, som har fået talt sig frem til en god løsning, hvor alle parter føler sig set og hørt, går det langt bedre med generationsskiftet. Og her er det sjældent økonomien, der volder problemer. Den del kan som regel løses, siger Lone Bendixen.
En svær samtale
Hendes erfaring er, at det at få alle familiemedlemmers ønsker, holdninger og drømme frem spiller en stor rolle i et vellykket generationsskifte, når man taler familiehandler.
- Landbruget er traditionelt ikke den mest talende kultur. I mange landbrugsfamilier ligger der rigtig meget under overfladen – uudsagte forventninger og drømme, der ikke er blevet luftet. Der kan være mange tabubelagte områder, som for familiemedlemmerne er svære at tale om. Men kan man i en familie få åbnet op og sat de sværere emner på dagsordenen, er det til stor gavn for generationsskiftet, siger Lone Bendixen.
Selvom det kan være vanskeligt at tale om de store følelser, er det vigtigt at få gjort, understreger hun.
- Forventningsafstemningen mellem den ældre og den yngre generation – og især på tværs af den yngre generation – er afgørende. Ofte kan der vise sig ønsker, drømme og tanker, som kolliderer, og det får man kun frem, hvis man taler åbent. At undlade at tale om ting, betyder ikke, at udfordringerne går væk, siger Lone Bendixen, som kalder det uudsagte for en barriere for det gode fremadrettede familieforhold.
- Familier kan blive splittet ad i forbindelse med et generationsskifte og ende med ikke at tale sammen resten af livet. Der er meget store følelser på spil, siger hun.
Et generationsskifte tager tid
Særligt for de børn, der ikke skal overtage bedriften, kan et generationsskifte være vanskeligt at håndtere.
- De sidder ofte med en bekymring for, om de bliver snydt eller i hvert fald, at de, der overtager bedriften, får meget forærende. Så her skal man have synliggjort præcis, hvem der bliver tilgodeset og hvordan, så alle ved, hvad der er op og ned, fortæller Lone Bendixen.
Hun fastslår, at et generationsskifte tager lang tid, og det gælder også for den følelsesmæssige side af skiftet. Hun anbefaler, at det kan være en god ide at få hjælp udefra til at facilitere og styre arbejdet med de svære samtaler.