Der er stor forskel på at have heste som en fritidsbeskæftigelse og hobby, og så at gå ind i en mere erhvervsmæssig kontekst med de firbenede.
VKST er et af landets største rådgivningsselskaber inden for landbrugssektoren med 290 medarbejdere fordelt på kontorer i Sorø og Nykøbing Falster. Hos VKST får du skræddersyet rådgivning om alle aspekter af din virksomheds drift.
Sådan står der at læse, når man googler VKST på internettet. Måske er det ikke alle, der ved, at man også kan få rådgivning til hestehold.
Det er ikke desto mindre tilfældet, for i rådgivningsselskabet arbejder Heidi Ledskov og Helle Christensen således med lige netop rådgivning for hesteholdere, og det har de gjort i et godt stykke tid.
- Det begyndte egentlig med, at jeg fik en henvendelse fra en kommune, der spurgte om vi ikke kunne gøre det lidt mere synligt. Det er ikke noget nyt, at vi rådgiver hestefolk. Vi rådgiver jo husdyrproducenter i bred forstand, fortæller Heidi Ledskov.
Løftede pegefingre
Hun har sammen med kollegaen Helle Christensen i mange år rådgivet omkring bygninger og stalde til hestehold. Og lavet miljøansøgninger.
- Det har meget handlet om gødningsopbevaring, men også landzonetilladelser til ridehuse, ridebaner og så videre. Og hvis man har fået mere end fire heste med føl, kommer man i forhold til kommunen over radaren med skærpede krav til følge, siger Heidi Ledskov.
Ifølge Helle Christensen kan det være en god idé at søge vejledning og rådgivning, hvis man udvider sin bestand af heste til mere end fire heste.
- Hvis man er startet på hobbyniveau og har haft fire heste, men lige pludselig bevæger sig op i et erhvervsmæssigt dyrehold rent miljømæssigt, bliver der selvfølgelig nogle skærpede krav. Man kan risikere at blive taget med bukserne nede. I hvert fald kan myndighederne komme og løfte pegefingre, siger Helle Christensen og fortsætter:
- Der er også mange med lidt mindre hestehold, der ikke er helt opmærksomme på det med landzonetilladelser. Jeg synes dog, at de store professionelle hesteholdere i mange år har været klar over, at der findes regler og vilkår, og de har henvendt sig på forhånd. Der er det sjældent lovliggørelsessager, vi snakker om.
Nødvendige landzonetilladelser
- Selv om der er flere krav forbundet ved større erhvervsmæssige hestehold, er der i sagens natur også krav til mindre og mere hobbyprægede hestehold, forklarer Helle Christensen, der er bygningskonsulent.
- Man kan risikere at blive taget med bukserne nede. I hvert fald kan myndighederne komme og løfte pegefingre.
Helle Christensen
- I forhold til paddocks og ridebaner, hvor man inddrager areal til andet end markbrug, kræver det en landzonetilladelse, og det gælder uanset om man har erhvervsmæssigt dyrehold eller bare har det på hobbybrug. Uanset størrelsen på hestebestanden kræver det en landzonetilladelse, hvis man anlægger en ridebane, påpeger hun og fortsætter:
- Det tænker de fleste nok ikke over, fordi de tænker »det er bare lidt grus med lidt dræn, og det kan vel ikke være så farligt«. Men det er det. Og det er det samme, som hvis man skifter anvendelse fra garage til maskinhal, og så lige pludselig har heste stående deri, eller blander halm, heste og maskiner. Der er mange faktorer, man skal være opmærksom på og som kræver tilladelse.
Kommunale forskelle
Samtidig er det ikke lige meget, hvor man er hjemmehørende. Der kan nemlig være forskel på, hvordan kommunerne administrerer lovgivningen og for eksempel udsteder landzonetilladelser.
- Nogle af de sager, vi har samlet op, har været tunge, fordi man måske ikke er begyndt med de rigtige argumenter.
Heidi Ledskov
- Der er ofte kommuner, der har nogle fælles anbefalinger, og der kan det være, at man udsteder tilladelser mere rutinepræget. Man kan kalde det et administrationsgrundlag. Der kan dog også være områder i kommunerne med særlige forhold, hvor det kan blive lidt svært at få en landzonetilladelse. Det kræver i hvert fald noget. Man skal lave en ansøgning, og man skal forklare, hvad man vil, og hvad man gør, forklarer Helle Christensen og bliver suppleret af Heidi Ledskov:
- Når man starter processen, er det smart at have de gode argumenter på plads. Hvis man først er kommet skævt fra start med argumentation for et byggeri, skal man måske til at vende rundt og finde andre forklaringer. Nogle af de sager, vi har samlet op, har været tunge, fordi man måske ikke er begyndt med de rigtige argumenter og den rigtige dokumentation.
Afstandskrav til nabo
I deres arbejde ser de ofte udfordringer, der kan være relateret til ridebaner.
- Når man skal have tilladelser på plads til en ridebane, skal man være opmærksom på blandt andet afstandskrav til nabohuse. Der er nogle ret strikse krav, da det jo godt kan støve fra banen, og der kan også være nogle krav i forhold til den type belægning, man bruger, siger Helle Christensen.
- Hvis man nu bruger kunstbelægning, skal man være opmærksom på, at det ikke er alle kunstbelægninger, der er godkendt. Så der kan være nogle skærpede krav, og hvis man først har lagt den store investering, kan man godt blive lidt irriteret, hvis kommunen stiller en masse krav, siger hun.
Store konsekvenser
I værste fald kan myndighederne kræve, at man for egen regning skal fjerne ulovligt opførte bygninger eller anlæg, hvis nogle regler er overtrådt. Det kan for eksempel ske, hvis man bygger en ny løsdriftsstald inden for 50 meter fra en nabo.
- Selv om man er de bedste venner med naboen, og han eller hun siger god for det, så er der en forbudszone. Man skal derfor virkelig tænke sig om, inden man går i gang, pointerer Heidi Ledskov.
I hesterådgivningen hos VKST får Helle Christensen og Heidi Ledskov henvendelser fra flere forskellige mennesker.
- Det er lidt blandet. Lige nu har vi for eksempel en sag, hvor en landmand, der længe har haft hestehold, har lagt lidt om, så det nu er hesteholdet, der bliver satset mere på end andre produktionsgrene. Dermed bliver hesteholdet for ham en hoveddriftsgren, siger Helle Christensen, mens Heidi Ledskov supplerer:
- Vi hører også fra andre landmænd, der måske bygger en ny stald og har en tilladelse i forvejen. Men der er for ikke så længe siden kommet nye bestemmelser om, at man ikke længere får godkendt antal heste og vægtkategori, som man havde før.
- Nu får man godkendt et produktionsareal, altså et boksareal. Man fjerner så staldgange, sadelrum og den slags, lyder det fra Heidi Ledskov, der er miljø- og arbejdsmiljøkonsulent hos VKST.