Ny, kontroversiel debatbog om dansk landbrug, skrevet af landmand Hans Jacob Petersen, peger på, at andelstanken har gjort landbruget svagt, forgældet og isoleret fra det omkringliggende samfund.
En ny bog retter en kritisk analyse af andelsbevægelsen i Danmark og dens indvirkning på landbruget gennem historien.
Bogen hedder »Når enighed gør svag« med undertitlen »Den danske landbrugsfortælling - til tælling« og er skrevet af Hans Jacob Petersen.
Forfatteren påpeger, at vi i Danmark er stolte af andelsbevægelsen, hvor folk og virksomheder slår sig sammen i foreninger for at kunne købe, producere og distribuere varer.
- Igennem 150 år har vi prist den model under parolen Enighed gør stærk og forsøgt at eksportere systemet til udlandet med stor entusiasme. Engang gjorde bevægelsen gavn, men ikke længere og slet ikke for landbruget. Tværtimod, lyder det i pressemeddelelsen.
Men i de sidste 50 år har andelstanken forplumret tingene i høj grad, lyder argumentet.
Det har en smag af absurditet, at et landbrug, der ser sig som verdensførende er verdens mest forgældede. Og det er ligeså skræmmende, at en andelsbevægelse, skabt for at beskytte den mindre gård, faktisk har udryddet sit afsæt og arnested
Hans Jacob Petersen
Forfatteren
-
Hans Jacob Petersen er student fra Haderslev Katedralskole.
-
Efter sin landbrugsuddannelse opbyggede han en industriel landbrugsproduktion på slægtens proprietærgård på Haderslev Næs.
-
Han har gennem mange år været engageret i organisationsarbejde i Danish Crown, Landboforeningen, Tolvmandsforeningerne, Roedyrkerforeningen og Svineproducentforeningen.
Urentabelt og isolerede
- Landbrugserhvervet er blevet urentabelt, det danske landskab er ødelagt, familiegårdene er forsvundet til fordel for industriel stordrift, vores indre farvande er døde og erhvervets medlemmer står helt isolerede fra det omgivende samfund. Danske landmænd ville tilmed ikke have været så forgældede, hvis nogen i tide havde stoppet alle fusionerne blandt mejerier og slagterier og ladet almindelig frihandel råde.
For forfatter Hasn Jacob Petersen, der selv er landmand, så er der noget gevaldigt galt med landbrugslandet anno 2024.
- Det har en smag af absurditet, at et landbrug, der ser sig som verdensførende er verdens mest forgældede. Og det er ligeså skræmmende, at en andelsbevægelse, skabt for at beskytte den mindre gård, faktisk har udryddet sit afsæt og arnested, fortæller bogens forfatter Hans Jacob Petersen og fortsætter:
- Slægtled efter slægtled har sunget med på Grundtvigs sang: »Er lyset for de lærde blot«, der tematiserer, at bonden mest af alt har brug for sin sunde fornuft, ikke behøver uddannelse og alt det, der finder sted i universitetsmetropolerne. En ideologi, der er vokset og vokset – til gavn for ingen.
I bogen forsøger han at vise, at denne ideologi og få mænd uden den fornødne uddannelse og indsigt har haft alt for stor magt – og taget fatale beslutninger.
- Hvis dansk landbrug ikke havde satset på fjerne, ustabile markeder som Kina, Irak og Fjernøsten, men i stedet, som i Holland, havde satset på det nære, europæiske hjemmemarkedet, havde vi ikke set alle de konkurser og al den udledning. Men ingen sagde fra i tide. Den danske natur er for følsom til at huse verdens fjerdestørste svineeksport – spørg bare Vejle Fjord, siger Hans Jacob Petersen.
Bogen udkommer på forlaget Eftermiddag 2. maj.