De gamle dræn får en ny rolle i den grønne trepart

Under store dele af det danske landbrugsland ligger et net af drænrør. Deres traditionelle opgave er enkel: At få overskydende vand væk fra marken og skabe gode forhold for dyrkning.

Men drænene har også betydning for, hvordan næringsstoffer bevæger sig fra landbrugsjorden til vandløb, søer og fjorde. Derfor får de gamle drænsystemer en central rolle, når arealer i de kommende år skal omlægges som led i den grønne trepart.

Her er vådområder og udtagning af lavbundsjorde blandt de virkemidler, der både kan reducere kvælstofbelastningen af vandmiljøet og på de rette arealer mindske udledningen af drivhusgasser.

En hurtig vej til vandmiljøet

Betydningen af dræning afhænger blandt andet af jordbund og landskab. På lerede landbrugsjorde er dræning ofte nødvendig for at sikre afvandingen. Samtidig kan drænrørene skabe en relativt hurtig og direkte vej for næringsrigt vand fra marken til grøfter og vandløb.

En oplandsanalyse udarbejdet for Isefjorden beskriver netop dræning som en vigtig transportvej for næringsstoffer og fremhæver, at kendskabet til dræningen derfor har betydning for både valg og placering af de virkemidler, der skal begrænse næringsstoftabet.

Analysen peger samtidig på forskellen mellem sandede og mere lerede jorde. På sandjord bevæger en større del af vandet sig gennem grundvandet, hvor en del af kvælstoffet kan blive tilbageholdt undervejs. På mere lerede og ofte drænede arealer kan transporten til vandløbene være mere direkte.

Dermed er det ikke alene afgørende, hvor meget kvælstof der forlader rodzonen. Det har også betydning, hvilken vej vandet tager.

Vådområdet skal ligge det rigtige sted

Det gør placeringen af vådområder afgørende. Et vådområde kan tilbageholde og omsætte kvælstof, men virkningen afhænger af, om det kvælstofholdige vand rent faktisk kommer ind i området. Hvis drænvandet fra de omkringliggende marker bliver ført uden om vådområdet og direkte til et vandløb, kan en del af næringsstofferne også passere uden om virkemidlet.

Omvendt kan et vådområde få betydning for et langt større landbrugsareal end selve projektområdet, hvis vand fra et større drænet opland bliver ledt gennem området. Derfor handler indsatsen ikke kun om antallet af hektar, der bliver omlagt.

Den handler også om hydrologi: Hvor kommer vandet fra, hvor bevæger det sig hen, og hvordan er dræn, grøfter og vandløb forbundet?

Det er samme grundprincip, som Limfjordsrådet tidligere har formuleret i sin masterplan for Limfjorden: Næringsstofferne skal bremses tæt på kilden, og indsatsen skal målrettes, så de rigtige virkemidler placeres de rigtige steder.

Når vandet skal tilbage

På lavbundsjorde får drænene en anden rolle.

Dræning og grøfter kan holde vandstanden nede på arealer, som naturligt ville være betydeligt vådere. På tørveholdige lavbundsjorde betyder afvandingen samtidig, at det organiske materiale i jorden udsættes for ilt og nedbrydes.

Ved at hæve vandstanden kan nedbrydningen begrænses, og derfor indgår vådlægning af kulstofrige lavbundsjorde i klimaindsatsen. Her bliver opgaven i nogle tilfælde det modsatte af den traditionelle landbrugsafvanding.

I stedet for at få vandet hurtigst muligt væk skal dræn afbrydes eller omlægges, grøfter lukkes, og en mere naturlig hydrologi genskabes. Det kan samtidig skabe en miljøgevinst, hvis området tilbageholder kvælstof fra de omkringliggende arealer.

Drænet kan være både problem og løsning

Dræn er derfor ikke nødvendigvis kun noget, der skal fjernes.

På arealer, der fortsat skal dyrkes, kan drænvandet i stedet behandles gennem målrettede virkemidler. Minivådområder og integrerede bufferzoner er eksempler på konstruerede anlæg, hvor vand fra drænsystemet opsamles og behandles, inden det når videre til vandmiljøet.

På andre arealer vil løsningen være at ophøre med afvandingen og gøre området permanent eller periodevis vådere. Hvilken løsning der giver mest mening, afhænger af det enkelte landskab.

Det betyder også, at de drænrør, der blev lagt for årtier siden, kan få ny betydning. Viden om deres placering, udløb og oplande kan være afgørende, når effekten af nye vådområder og lavbundsprojekter skal vurderes.

For den grønne trepart handler derfor ikke alene om at tegne nye natur- og vådområder ind på et kort. Det handler også om noget langt mindre synligt: At forstå, hvor vandet løber under markerne.