Færgesnak og tiltale om insiderhandel: Vestre Landsret ophæver navneforbud i Fuglede-sag

Vestre Landsret har åbnet op for, at medierne godt må omtale de to mistænkte – entreprenør Søren Enggaard og godsejer Flemming Fuglede Jørgensen – i en højst usædvanlig sag om aktiesvindel.

De to nordjyske rigmænd entreprenør Søren Enggaard og godsejer Flemming Fuglede Jørgensen er tiltalt i en højst usædvanlig sag om aktiesvindel.

På anmodning fra begge tiltalte nedlagde byretten i Aalborg derfor navneforbud kort før jul.

Men nu har Vestre Landsret droppet navneforbuddet igen, skriver TV2 Nord, som, udover Børsen, kærede kendelsen om navneforbuddet.

Sagen handler om, at den Nationale Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) – bedre kendt som Bagmandspolitiet – har rejst sigtelse om insiderhandel med aktier. En forseelse der i givet fald normalt straffes hårdt med ubetinget fængsel.

Højlydt samtale

Ifølge tiltalen havde Flemming Fuglede en højlydt telefonsamtale i færgerestauranten mellem Odden og Aarhus 10. juli 2022. Samtalen blev overhørt af flere medrejsende, blandt andet en journalist fra Jyllands-Posten, der efterfølgende beskrev samtalen i en klumme i avisen.

Ifølge journalisten fortalte Flemming Fuglede sin bekendte, entreprenør Søren Enggard, om et forestående salg af forsikringsselskabet Codans privatområde til Alm. Brand, i hvis bestyrelse Flemming Fuglede på det tidspunkt sad.

Umiddelbart efter samtalen købte Søren Enggard for 981.260 kroner aktier i Alm. Brand.

På den baggrund har NSK rejst en sag om insiderhandel, hvor man som bestyrelsesmedlem videregiver oplysninger, der ikke er bredt kendte, og som efterfølgende bruges til at score for eksempel en aktiegevinst.

Sagen skal behandles i retten i Aalborg i løbet af forårert med krav fra NSK om ubetinget fængsel til Søren Enggard og bøde til Flemming Fuglede, der i mellemtiden har trukket sig fra bestyrelsen i Alm. Brand.

Samfundsmæssig betydning

Ifølge TV2 Nord har Vestre Landsret afgjort, at sagen har så stor samfundsmæssig betydning, at hensynet til de to tiltalte må træde tilbage, og at det derfor er afgørende for sagens oplysning, at der ikke er navneforbud, skriver TV2 Nord, der kommer med følgende citat fra Vestre Landsret i afgørelsen.

»Under disse omstændigheder sammenholdt med, at sagen angår økonomisk kriminalitet af væsentlig samfundsmæssig betydning, herunder tilliden til kapitalmarkederne, og hensynet til pressens mulighed for at skrive meningsfuldt og dækkende om sagen, vejer den offentlige interesse tungere end den krænkelse, de tiltalte vil blive udsat for ved en ophævelse af navneforbuddene. Landsretten ophæver derfor navneforbuddene«, skriver TV2 Nord. 

 

Læs også