Tørken kan blive dyr
Der er langt om længe udsigt til lidt regn i slutningen af denne uge, men de seneste ugers tørke kan blive dyre.

Allerede nu er der synlige tørkeskader i flere marker i Danmark. Foto: Hans Jørgen Bak, AgriAdvice
De efterhånden mange dages tørke er ikke kun begyndt at blive synlige på græsplæner og i naturen. Også på marker landet over kan man nu ved selvsyn konstatere, at afgrøderne er begyndt at tage skade af manglen på vand, primært i de områder, hvor man ikke kan vande markerne.
- Det er først og fremmest kornprodukter, grøntsager og bær, der bliver ramt
Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef, Seges Innovation
Det går ikke kun ud over landmandens indtjening, men også forbrugerne. Det siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef hos Seges Innovation.Og det vil især blive slemt, hvis ikke situationen ændrer sig mærkbart de næste par uger, påpeger han.
- Det er først og fremmest kornprodukter, grøntsager og bær, der bliver ramt. Det er ganske almindelige varer som mel, havregryn, kartofler og lignende. Så vil der også være en indirekte effekt i form af, at foder bliver dyrere, og det kan betyde noget for mælkeprisen og kødpriserne, siger Klaus Kaiser til DR Nyheder.
Det er snart en måned siden, det har regnet nogle steder i Danmark. Dog er der håb om, at der kommer noget vand til markerne i slutningen af denne uge. Hvor meget, der kommer, er dog svært at sige, og der er udsigt til, at regnen vil falde i forbindelse med tordenvejr.
Også tørke andre steder
Det hører også med til historien, at tørken ikke er begrænset til Danmark. Også i lande som Spanien og resten af Sydeuropa skaber tørken alvorlige problemer. Allerede i sidste måned blev der udsendt tørkevarsel for 22 procent af hele kontinentet.
Den 24. april sendte den spanske landbrugsminister Luis Planas ifølge Reuters Bureau et brev til EU-kommissionen, hvor han advarede om, at situationen (i Spanien, red.) med tørken er af en sådan størrelse, at den ikke kan tackles med nationale midler alene.
Det påpeger professor ved Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, Jørgen E. Olesen, også.
- Hvor galt det går, afhænger ikke kun af, hvordan tørken er herhjemme, men også af tørken i Europa generelt set. Når det handler om kornpriser, så er det globalt, det handler om, hvor meget tørke og oversvømmelse, der er. Og så kommer krigen i Ukraine naturligvis oveni det, siger han til DR Nyheder.
I løbet af weekenden ramte tørkeindekset hos DMI det maksimale 10,0. Det er første gang i flere år, og situationen er af flere sammenlignet med tørkeåret 2018, hvor mangel på regn i flere måneder betød et indtægtstab i landbruget på flere milliarder kroner.