BL-direktør enig med Aarhus-professor
Professor Jørgen E. Olesen er stærkt undrende over for, at staten ikke udtager de mange lavbundsjorder, som den selv ejer, og som der bliver drevet landbrug på. Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør Jørgen Evald deler forundringen.

Der er under valgkampen kommet meget fokus på tage lavbundsjorder ud af drift. Ny opgørelse fra Aarhus Universitet viser, at staten er den, der ejer de største arealer, som kunne blive taget ud. Foto: Camilla Bønløkke
Naturstyrelsen er »sandsynligvis« den største udleder af drivhusgas i dansk landbrug. Sådan lyder det fra professor på Aarhus Universitet, Jørgen E. Olesen, der sammen med TV2 har forsøgt at lave en opgørelse over, hvem der ejer og bruger de omkring 100.000 hektar dyrket lavbundsjord i Danmark.
Opgørelsen viser, at det offentlige ejer cirka 3500 hektar, som der bliver søgt landbrugsstøtte til og derfor stadig har en landbrugsmæssig funktion. Ud af dem ejer Naturstyrelsen godt 2000 hektar.
- At staten stadig har denne type jorde i græsning til udlejning, synes jeg, er både forkert og hyklerisk
- Som samfund vil vi meget gerne reducere vores klimaudledninger, og politikere fra begge sider mener, at landbruget må gøre noget mere, men hvad gør staten selv? Ikke så meget, siger Jørgen E. Olesen til TV2, der mener, at de pågældende arealer er de allerbilligste at gøre noget ved for her og nu at sænke landbrugets samlede CO2-udledning.
Det er helt tåbeligt
Jørgen Evald, faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug, fortæller til Effektivt Landbrug, at han er fuldstændig enig med Aarhus-professoren i, at det er hyklerisk og forkert, at staten har så store arealer af lavbundsjorder i drift.
- Man må jo feje for sin egen dør først. Det er helt tåbeligt, at man ikke tager fat der, hvis man fra staten mener, at det er noget, som man skal. De kan jo bare komme i gang, siger Jørgen Evald.
Han fortæller, at opgørelsen ikke er overraskende for ham.
- Og jeg må også indrømme, at jeg gennem tiden har undret mig over det. Det virker som om, at de (Naturstyrelsen, red.) har haft meget fokus på at tjene penge på de arealer ved at leje dem ud på forskellig vis, trække tilskud hjem eller hvad de ellers kunne finde på, siger Jørgen Evald, der fortæller, at han for hans skyld kunne staten da godt se at få pillet arealerne ud.
Han fortæller, at den her sag minder ham om debatten med skove, hvor der har været stor debat gennem de seneste år omkring, hvorfor staten ikke har udlagt statsejet skov til uberørt skov.
Fra Jørgen Evald lyder det, at han som udgangspunkt godt kan være positivt indstillet for udtagning af lavbundsjorder som virkemiddel.
- Det kræver bare, at man er sikker på, at man får en effekt. Der er jo også problemstillingen omkring lattergas og sådanne ting. Tager man bare jorden ud, uden at have gjort sit forarbejde og have alle detaljer med, så er det jo ikke sikkert, at man får den klimaeffekt, som man gerne vil have, siger Jørgen Evald.
Fra Bæredygtigt Landbrug hører det til sjældenhederne, at man erklærer sig enig med forskerne på Aarhus Universitet. Fra Jørgen Evald lyder det, at han er glad for den melding, som Jørgen E. Olesen har bragt frem.
- Ind i mellem så kan man godt få respekten tilbage for Aarhus Universitet, når de nu som her gør tingene rigtigt og ordentligt, siger han.
Flere undrer sig
Over for TV2 kritiserer DN-præsident Maria Reumert Gjerding også, at staten ikke har pillet arealerne ud af drift.
- Jeg synes, det er helt uforståeligt, at når man som stat ejer noget landbrugsjord, som belaster klimaet, at man så ikke går foran og viser landbruget, at vi også vil nedbringe drivhusgasserne, siger Maria Reumert Gjerding til TV2.
Statsminister vil tage jord ud
Sammen med L&F har DN for nyligt præsenteret et samlet udspil, hvor man peger på, at få taget 100.000 hektar landbrugsjord ud af drift. Udspillet er nævnt gentagende gange allerede i den igangværende valgkamp.
Blandt andet lød det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen under partilederdebatten på DR1 i denne uge, at vi i Danmark »skal videre ned ad den vej«, der handler om at udtage lavbundsjorder.
- Jeg har med stor glæde noteret mig, at Naturfredningsforeningen og landbrugsorganisationerne (L&F, red.) er gået sammen og sagt, at der er et perspektiv i det her. Vores ansvar er så at finde pengene. Det bliver så lidt kedeligt, men det skal hænge sammen og kunne betale sig, sagde Lars Løkke Rasmussen.