Mange får på denne årstid små kyllinger – og med dem følger også ansvaret for at give dem en korrekt opvækst, så de kan udvikle sig til gode og sunde høns.

Klækning er energikrævende, og kyllingerne restituerer efter, at de er kommet ud af ægget. Kyllinger kan ikke selv regulere deres kropstemperatur, og derfor er det vigtigt at have en temperatur på 32-35 grader og luftfugtighed på cirka 60 procent.

En varmelampe, kyllingerne kan søge ind under, hvis de fryser, kan hjælpe. Efter omkring seks uger har de ikke brug for hjælp til at holde varmen, afhængigt af vejret.

Man kan se, om lufttemperaturen er tilpas, ved at kigge på kyllingernes adfærd. Kyllinger som fryser, klumper sig sammen og pipper højlydt. Hvis de undgår specifikke områder, kan det være på grund af træk. Er der for varmt, vil kyllingerne stå spredt, sprede deres vinger og gispe efter vejret. Temperaturen er tilpas, når kyllingerne slentrer rundt mellem hinanden og pipper stille og roligt.

Styr på foderoptaget

Efter klækning har kyllingen stadig en rest af æggeblommen kaldet blommesækken, den kan udnytte de første par dage. Blommesækken kan enten bruges som energi- og proteinkilde eller til at udvikle immunsystemet. Det er en stor fordel at få energi og protein fra foder, så blommesækkens næring kan gå til immunsystemets udvikling.

Man kan sikre, at kyllingerne har lært at spise foder ved at mærke på kroen, som er en udposning mellem spiserøret og mavesækken, der sidder foran på kyllingen. Her opbevares og blødgøres foder, inden det føres videre til kirtelmaven og kråsen.

Når kyllingen har spist, skal kroen føles rund og blød, og man kan mærke foderet. Føles kroen tom, skal man stimulere fødesøgende adfærd, ved for eksempel at lægge papir rundt om fodertruget og eventuelt fordele lidt foder på papiret.

Når kyllingerne går på papiret, vil det lave lyde, der minder om hønemors lyde, som stimulerer kyllingerne til at fødesøge. Er det ikke nok, er foderpillerne måske for store og bør knuses.

I de første uger skal det solide fundament for kroppens videre udvikling dannes. Kyllingens fordøjelsessystem er ikke fuldt udviklet og kræver et let fordøjeligt foder med den korrekte balance mellem energi, protein og mineraler samt den korrekte sammensætning af aminosyrer.

Nyudklækkede kyllinger foretrækker helt små foderpartikler, og efter en uges tid vil den gradvist lede efter større stykker. Efter otte uger skiftes til opvækstfoder, der har mere struktur i foderpillerne, som er gavnligt for kråsens udvikling og funktion.

Det er meget vigtigt med fokus på kyllingernes start, for den er forudsætningen for trivelige, sunde og produktive voksne høns.

En stor tak til Sarah Sällberg, BSc i husdyrvidenskab, Københavns Universitet, som har bidraget til artiklen.