En travl sommeruge på klinikken går på hæld, og jeg har tilset flere hunde med skader relaterede til græsavner.
Først Molly, en lille malteser, som efter en gåtur havde ondt i øret. Da hun kom ind, var hun så smerteplaget, at jeg ikke kunne få lov til at røre ved øret. Det var derfor ikke andet at gøre, end at give hende en mild bedøvelse, så jeg kunne få arbejdsro.
Da Molly var faldet i søvn, kunne jeg kigge ned i øret med et otoskop. Øret var rødt og hævet og helt i bunden – kilet fast i trommehinden – sad en græsavne. Ved hjælp af en lang, smal pincet fik jeg snørklet græsavnen fri, heldigvis uden at ødelægge trommehinden, og Molly kunne sendes hjem uden yderligere behandling.
Græsavner har modhager, og kan derfor nemt bore sig ind i vævet, mens de i visse tilfælde kan være meget vanskelige at få ud. Det var hunden Svend, en labrador, et godt eksempel på. Den kom ind på klinikken efter at have haltet en smule på det ene forben en lille uges tid. Nu var han tydelig halt, slikkede konstant på poten, hvor ejer kunne se en rød hævelse mellem tæerne.
Svend måtte også bedøves lidt, så vi kunne komme til. Hævelsen var en byld, og inde i den fandt jeg en græsavne sammen med en masse pus. Svend har nok højst sandsynligt trådt denne op flere dage forinden, og avnen har så boret sig gennem poten og næsten ud på den anden side. Bylden blev tømt og renset, og Svend kunne se frem til en uge med daglig potevask for at holde såret rent, mens det helede.
Andre fremmedlegemer
Græsavner kan sætte sig alle mulige og umulige steder, sågar i øjne og luftveje. De findes overalt i naturen, både ved skov og eng, strand og mark og endda også på stier og veje i byer.
Hunde kan naturligvis også få andre fremmedlegemer i poterne, oftest torne, glasskår og småsten. Ved pludselig opstået halthed, eller hvis hunden slikker meget på poten, kan det være en god idé at give hunden et godt potebad – gerne 5-10 minutter i en lunken opløsning af sæbevand, helst med klorhexidinsæbe.
Herefter kan man, hvis hunden tillader det, prøve at se om der er et lille indgangshul hvorfra et eventuelt fremmedlegeme forsigtigt kan presses ud. Hvis ikke man finder et fremmedlegeme, eller ikke får lov til at undersøge, og hunden fortsat er halt, må man forbi hos dyrlægen, som kan kigge mere nøje efter årsagen.
Ved mistanke om fremmedlegeme i øret skal hunden altid tilses hos dyrlægen. Dette er meget smertefuldt, og det er også vigtigt at tjekke, om trommehinden er intakt, så man kan målrette behandling udover fjernelse af fremmedlegemet.