Det Grønne Museum på Djursland dokumenterer økologiens historie i Danmark. Det sker i løbet af 2025.
Det Grønne Museum har fået overdraget en omfattende samling af historisk materiale fra Økologisk Landsforening. Det skriver Økonu.dk.
Materialet, som består af fotos, udklip og dokumenter, skal nu indgå i museets arkiver for at sikre, at økologiens betydning for dansk landbrug og fødevareproduktion bliver bevaret for eftertiden.
- Økologien har haft en afgørende rolle i at forme forbrugernes syn på bæredygtighed og innovation inden for landbrug. Den repræsenterer en bevægelse, der kombinerer forskning, nytænkning og en vision for fremtidens landbrug, siger museumsinspektør Bettina Buhl fra Det Grønne Museum.
Sammen med kollegaen Esben Bøgh Sørensen vil hun gennemgå materialet, som skal indgå i en sommerudstilling om økologiens historie. Desuden bliver det gjort tilgængeligt for forskere og journalister, der ønsker at dykke ned i emnet.
Det grønne museum ligger i Auning på Djursland tæt på Nationalpark Mols Bjerge. Her kan besøgende også opleve alt fra gamle landbrugsmaskiner og jagtudstyr til traditionelle køkkenhaver og historier om bæredygtighed og altså økologi