170 deltagere drøftede bluetongue til årsmøde
Stort fremmøde da Sønderjysk Kvægpraksis holdt årsmøde i Løgumkloster, hvor fokus især var på bluetongue.
![Fra venstre: John L. Thomsen, dyrlæge og medejer af Sønderjysk Kvægpraksis, Nanna Krogh Skjølstrup, dyrlæge hos Sønderjysk Kvægpraksis og Peter Enemark Lauridsen, dyrlæge hos virksomheden Boehringer Ingelheim AH Nordics. Foto: John Ankersen](https://cdn.lfmedia.dk/cmscontent/media/pagecontent/xsthumb/149692.webp)
Fra venstre: John L. Thomsen, dyrlæge og medejer af Sønderjysk Kvægpraksis, Nanna Krogh Skjølstrup, dyrlæge hos Sønderjysk Kvægpraksis og Peter Enemark Lauridsen, dyrlæge hos virksomheden Boehringer Ingelheim AH Nordics. Foto: John Ankersen
Hovedoverskriften var bluetongue, da omkring 170 deltagere forleden havde taget plads i Klosterhallen i Løgumkloster.
Anledningen var årsmødet i Sønderjysk Kvægpraksis, der havde valgt det yderst aktuelle emne, som ikke mindst er aktuelt i det stærkt bluetongue-ramte sønderjyske område.
Og det var netop de sønderjyske bluetongue-erfaringer, der var udgangspunkt for aftenens indlæg fra dyrlæge hos Sønderjysk Kvægpraktis, Nanna Krogh Skjølstrup.
Hun så tilbage på udviklingen i bluetongue fra det første udbrud i Danmark, der blev konstateret i Sønderjylland tilbage i august 2024.
- I første omgang var det hos udegående dyr – især får. Nu ser vi flere tilfælde hos indegående dyr, konstaterede Nanna Krogh Skjølstrup, der tilføjede, at det her primært er hos kvæg i form af malkekvægsbesætninger.
Og indtil videre er smitte og virus med bluetongue løbende blevet konstateret i stadigt flere besætninger og tankmælksprøver, og indtil videre lader bluetongue til at være kommet for at blive – og dermed lang vej til at opnå de 20 dage uden ny smitte, der er myndighedernes indikator for, om bluetongue er på vej ned.
- Der er lang vej, til vi når det, fastslog Nanna Krogh Skjølstrup, der noterer sig, at der stadig konstateres virus i besætninger.
Blandt andet kunne man så sent som i december 2024 konstatere virus i 75 procent af 160 udtagne tankmælksprøver.
Nanna Krogh Skjølstrup kom også kort ind omkring mund- og klovsyge, efter et udbrud af sygdommen senest er blevet konstateret i Tyskland.
- Symptomerne minder om bluetongue. Øg generelt fokus omkring smittebeskyttelse, der altid bør være i vores baghoved, lød opfordringen fra Nanna Krogh Skjølstrup, der omkring bluetongue ser frem til resultatet af en igangværende spørgeskemaundersøgelse fra Landbrug & Fødevarer omkring udbredelse af bluetongue-smitte i danske besætninger.
Effekt af vaccine
Vacciner mod bluetongue er for alvor kommet på dagsordenen i takt med, at bluetongue har ramt danske besætninger.
John L. Thomsen er dyrlæge og medejer af Sønderjysk Kvægpraksis, og han havde netop bluetongue-vacciner med i sit indlæg på årsmødet.
Han konstaterede, at de ikke er første gang, man ser bluetongue i Danmark, hvor man sidste gang havde udbrud i 2007/2008.
- Vaccination er den eneste mulighed vi har, konstaterede John L. Thomsen, der samtidig kan konstatere, at effekten af vacciner, ikke mindst ud fra hollandske erfaringer, har vist sig på flere måder.
Blandt andet i form af væsentlig mildere symptomer, der har betydet mindre produktionstab i besætningen.
John L. Thomsen understregede samtidig, at han godt er klar over, at kvægbrugerne vil møde forskellige holdninger og anbefalinger omkring bluetongue-vacciner.
Han opfordrer den enkelte til at få en snak med sin dyrlæge, hvis man vælger vaccinerne til, for at få lavet en vaccinationsplan.
Peter Enemark Lauridsen, dyrlæge i medicinalvirksomheden Boehringer Ingelheim AH Nordics, mener også, at vaccine ud fra de hollandske erfaringer, er anbefalelsesværdigt.
I sit indlæg kom han ind på de vaccinetyper, der er tilgængelige nu, samtidig med at han gennemgik smitteveje og risiko i forhold til bluetongue, hvor især insekterne mitter, spiller en rolle.
Han slog samtidig fast, at det er en anden type bluetongue, man ser nu, end den der florerede i 2008.
- Ingen er tvungne til vaccination – det er helt op til jer selv, lød det fra Peter Enemark Lauridsen, der dog noterer sig, at man i Holland, der har haft bluetongue langt længere tid end i Danmark, har kunnet konstatere, at der er 3,5 gange højere dødelighed i besætninger med bluetongue.
Kontrolkampagner og kurser
Fødevarestyrelsen udfører løbende kontrolkampagner – og 2024 var ingen undtagelse.
Medindehaver af Sønderjysk Kvægpraksis, dyrlæge Anne Juul, gennemgik kort de kontrolkampagner, som Fødevarestyrelsens region syd har gennemført i 2024, hvor man har kontrolleret i forskellige kategorier i forhold til risiko, syge- og tilskadekomne dyr, pelspleje, sutter til mælkefodrede kalve, tørt leje samt kælvningsfaciliteter.
Samtidig kom hun ind på kampagner og fokusområder for 2025, der blandt andet omhandler malkekøernes nærmiljø, samdrift, og slagtekalvenes nærmiljø.
Hun opfordrede generelt til vigtigheden af altid at følge dyrlægens anvisninger, samtidig med at hun slog et slag for de forskellige kurser, som man udbyder hos Sønderjysk Kvægpraksis – kurser, der i år blandt andet byder på kurser omkring mælkefeber og efterbyrd.