Foråret er på vej, dagene bliver længere, og på de økologiske gårde betyder det, at malkekøerne snart skal ud på græs igen.

Søndag den 12. april inviterer Arlas økologiske landmænd danskerne indenfor til Økodag. Her kan hele familien opleve det særlige øjeblik, når køerne efter en vinter i stalden springer ud på marken for første gang i år.

Siden 2005 har Økodag været en fast forårstradition, hvor tusindvis af besøgende hvert år tager turen ud på landet for at opleve de økologiske køer blive sluppet løs. En tradition, der glæder Arla Danmarks landedirektør Henrik Lilballe.

- For mange familier er det en hyggelig mulighed for at komme tættere på landbruget og få et indblik i, hvor mælken kommer fra. Samtidig er det en stor oplevelse, især for børn, at se køerne springe ud på græs, siger Henrik Lilballe.

En dag med oplevelser for store og små

Økodag handler dog ikke kun om køerne, der kommer på græs.

Det er også en dag med aktiviteter for hele familien. Børnene kan lege på halmballer, prøve hoppekøer eller sidde i en rigtig traktor, mens de voksne kan få en snak med landmændene om livet på en økologisk gård.

Flere steder vil der også være smagsprøver på økologiske mejeriprodukter, naturaktiviteter og mulighed for at klappe en kalv.

Dagens højdepunkt er klokken 12, hvor landmændene åbner stalddørene, og gæsterne kan se køerne løbe ud på græsmarkerne klar til en ny sæson på græs.

- Det er hvert år en begivenhed, der spreder smil blandt både børn og voksne. Når køerne kommer ud, viser de tydeligt deres glæde med store hop og livlige løb, siger Henrik Lilballe.

På Arlas hjemmeside kan man se, hvor de forskellige arrangementer finder sted i år. Bemærk at det kræver tilmelding til visse specifikke arrangementer for at deltage.

KvægArrangement