Professor Mette Olaf Nielsen har sammen med kolleger på Københavns og Aarhus Universitet fundet frem et tilsætningsstof i køernes foder, der er i stand til at blokere for metandannende mikroorganismer. I en række forsøg har det vist sig i stand til at reducere metanen med 30-40 procent. Tilsætningsstoffet går indtil videre under navnet »Stof X«, og det forventes at være klar til brug i de danske kvægstalde om et par år.

Mette Olaf Nielsen er blevet tildelt »Mejeribrugets Initiativpris« for sit arbejde med »Stof X«.

- Det er meget opløftende, når forskere og andre kloge hoveder helt konkret kigger dybt i koens maver og finder en metode, der kan skrue væsentligt ned for dannelsen af metan under fordøjelsen af foderet. Det sætter vi pris på, sagde Mejeriforeningens direktør Jørgen Hald Christensen, ifølge mejeri.dk, da han overrakte prisen, som udover hæderen også omfatter 25.000 kroner.

Har berettigelse

Mette Olaf Nielsen glædede sig over prisen, og ikke mindst over resultaterne med »Stof X«, som måske kan være med til at hjælpe på det dårlige klima-ry, koen jævnligt er blevet forbundet med i de 35 år, hun har arbejdet med kvægforskning på Københavns Universitet.

- Det har været vanvittigt spændende, men undervejs har jeg også oplevet, at koen er blevet udråbt til klimakriminel. Men koen har som landbrugsdyr en berettigelse i en cirkulær bioøkonomi, og derfor er det vigtigt at holde fokus på bolden og hvad, der laver metanen; Det gør arkæerne på ydersiden af koens fordøjelseskanal, og dem skal vi så at sige have til at flytte et andet sted hen, fastslog hun.

Udover tilsætningsmidler i foderet glædede Jørgen Hald Christensen sig over, at mælkeproducenterne allerede er godt i gang med at hive i adskillige håndtag for at begrænse udledningen af klimagasser, blandt andet gyllehåndtering og genetik.

Kvæg