ULVEN ER LØS på Egtved-egnen i det østjyske. Det seneste offer er ponyen »Bellami«, som i sidste uge blev dræbt og spist. Ifølge Rasmus Jensen, der er ulvekonsulent hos Naturstyrelsen Trekantområdet, er det en ulv, som står bag. Bellami var én ud af syv ponyer i en ponyflok hos Anna Marie Dahl og hendes mand ved Egtved. Nu er der altså seks ponyer tilbage.

LÆNGERE MOD VEST i Oksbøl fulgte en gruppe på seks ulve i forrige uge med en mand og hans hund helt ind på mandens gårdsplads. Først da manden affyrede skud, lykkedes det at skræmme ulvene væk. Episoden er dokumenteret på video. Samtidig er det i området blevet praksis, at børn ikke færdes alene – i tråd med myndighedernes anbefalinger om forsigtighed i områder med ulve.

DET ER KONKRETE hændelser. De er ikke hypotetiske, ikke overdrevne og ikke opfundne. De finder sted i Vestdanmark, hvor ulvene lever og færdes ganske frit. Og netop derfor har ulven i praksis banket en kile gennem Danmark - ned gennem Lillebælt. For der er en reel forskel. I Østdanmark findes ulvene ikke, og dermed findes hverken de konkrete hændelser eller de daglige hensyn, de medfører. Det skaber en asymmetri, hvor vestdanskerne lever med konsekvenserne, mens østdanskerne ikke gør.

DET ER IKKE nyt i Danmark, at geografi former holdninger. I årtier var atomkraftværket »Barsebäck« i Skåne genstand for intens debat – særligt i København, blot få kilometer væk. Frygten for et atomuheld fyldte meget i Østdanmark, og folk gik i gaderne i protest og sang lange, bange sange, mens frygten fyldte markant mindre i Jylland.

I DAG ER FRYGTSCENARIET vendt om fra øst mod vest. Ulvene er alene et vestdansk fænomen, og derfor er det også her, bekymringen findes hos unge og ældre. Faktisk findes ulvefrygten selvsagt ikke øst for Lillebælt, hvor der ingen ulve er. Det er en naturlig reaktion på nærhed.

ET AF HOVEDPROBLEMERNE opstår, når vores nationale beslutninger – ulven skal sættes fri - træffes på et grundlag, hvor fordele og ulemper er ulige fordelt. Biodiversitet og naturhensyn er fælles goder. Men de konkrete omkostninger – tab af får, heste og ponyer sammenholdt med menneskers ændrede adfærd i hverdagen på grund af den utryghed, ulven skaber, bæres lokalt. Det betyder ikke nødvendigvis, at nogen bevidst er ligeglade. Men det betyder i praksis, at det er betydeligt lettere at bifalde ulvens fremmarch fra en lejlighed på Østerbro i København, hvor man på ingen måde selv mærker konsekvenserne af ulvens indtog i vores land.

DERFOR ER ULVEN ikke kun et spørgsmål om natur, men også om retfærdighed. Hvor meget skal nogle områder tåle på hele landets vegne? Og hvor langt skal man gå, før hensynet til lokale livsvilkår vejer tungere end nationale ambitioner? Ulven har allerede ændret hverdagen markant i dele af Vestdanmark. Spørgsmålet er ikke længere, om der er en forskel – men hvordan vi som samfund vælger at håndtere den åbenlyse forskel, ulven skaber i vores land. Indtil videre synes grøfterne blot at bliver dybere og dybere, jo tættere ulven æder sig ind på mennesker og dyr i Vestdanmark.