Rødbrogede køer med stort potentiale

DRH – den lille race med det store potentiale. Sådan lyder mottoet hos DRH, der forleden holdt sit landsdækkende årsmøde i Skærbæk syd for Ribe, hvor nogle af de fremmødte efterlyste flere salgsdyr og avlstyre.

DRH-formand Ann Louise Christensen så gerne langt flere rødbrogede køer i Danmark – en race, som, hun mener har et stort potentiale. Fotos: John Ankersen

- Vi er en lille race, men på godt jysk, så gør vi det skidegodt. Sådan lød ordene fra DRH-formand Ann Louise Christensen i forbindelse med årsmødet i DRH (Dansk Rød Holstein), der forleden blev holdt i Skærbækcentret i Skærbæk syd for Ribe.

I forbindelse med beretningen kom Ann Louise Christensen også ind på vigtigheden af samarbejdet i VikingDanmark, som man fra DRH er en aktiv del af, og som bidrager positivt til racen, der med blot én procent af de samlede antal køer i Danmark, er den absolut mindste.

- Nok er racen lille, men siden 1988 er Danmarks Smukkeste Malkeko blevet kåret, og vi har vundet de syv af gangene, konstaterede Ann Louise Christensen.

Hun lagde samtidig ikke skjul på, at hun gerne så racen og antallet af medlemmer vokse. Og fra DRH selv har man løbende med nye tiltag gjort sit til at øge interessen for racen.

Senest i marts i år, hvor man gik i luften med en Facebook-side om den rødbrogede DRH-ko.

- Det er en side for alle med interesse for den rødbrogede ko, forklarede Ann Louise Christensen, der samtidig understregede, at der ikke er tale om en salgsside for dyr.

Efterlyser salgsdyr og tyresæd

I den faglige del af årsmødet i VikingDanmark regi handlede det blandt andet om farvemarkering af ko-kort, genomisk test og Epi genetik.

Blandt de fremmødte til årsmødet nævnte flere udfordringer med at finde salgsdyr og sæd fra rent rødbrogede tyre til deres besætninger.

Omkring det sidstnævnte kunne avlsrådgiver Palle Larsen fra VikingDanmark oplyse, at man tilbyder tyresæd til både sortbrogede, jersey og rødbrogede køer.

Både hans og flere af de fremmødtes erfaring er dog, at det kan være en god idé at bestille det forud, så man er sikker på, at den enkelte inseminør har det med i sin spand – netop fordi DRH er så lille en race, og efterspørgslen dermed er mindre end for de øvrige racer.

Samtidig kunne han oplyse, at der senest er blevet udvidet med flere rødbrogede avlstyre. To unge danske tyre, samt to avlstyre fra Tyskland.

Nyetableret mælkeproducent med flere racer

Christoffer Østergaard Sunesen er et eksempel på, at den rødbrogede race godt kan finde vej til nyetablerede besætninger.

Den 31-årige landmand og driftsleder, tog sidste år springet og blev selvstændig, da han overtog sin fædrene gård i fri handel i Hornum nær Aars.

Besætningen, der er fordelt på to ejendomme, består af 200 årskøer, primært sortbroget Holstein, men hvor tre procent af køerne er Jersey og to procent er DRH. Derudover består bedriften af 350 hektar, hvoraf de 250 hektar lejes ud.

Og at bedriften er på 200 køer, er ingen tilfældighed.

- 200-300 køer passer bedre til mit temperament, og medarbejderne har en hverdag, hvor de kan komme rundt til alle dyrene, forklarede Christoffer Østergaard Sunesen, der beskæftiger to fuldtidsansatte samt en deltidsmedarbejder på sin bedrift.

Omkring DRH er planen, at der gerne skulle komme flere via avlsarbejde på bedriften.

Læs også