Får kalvene den nødvendige råmælk? Ved at indsamle og registrere data, får vi syn for sagen og dermed også mulighed for at forbedre os, lyder det fra KvægXperten.
KvægXperten sætter i deres seneste nyhedsbrev fokus på råmælkstildeling, for som de skriver: »Trods gode intentioner når vi altså ikke i mål«.
Årsagen hertil mener KvægXperten ofte skal findes i manglende opfølgning og reaktion på eventuelle afvigelser.
De gør opmærksom på de generelle anbefalinger for råmælkstildeling, som de mener, at de fleste allerede kender.
Anbefalingerne lyder:
- Fire liter – eller 10 procent af kalvens vægt
- Minimum Brix 22
- Gives inden fire timer efter fødsel – jo før jo bedre
KvægXperten anbefaler desuden, at man registrerer data i et skema, så man kan følge niveauet i besætningen. De minder dog om, at skemaet ingen værdi har, hvis ikke der bliver kigget på resultaterne og de bliver brugt aktivt til at blive bedre.
Opfølgning med blodprøver
Målinger af Brix-procenten i blodserum kan ifølge KvægXperten afsløre, om kalven også viser det, som der er registreret i skemaet, om der opnås tilstrækkelig immunitet og om kalve, som patter ved koen, har fået nok råmælk.
De bemærker også, at det som noget nyt er muligt at registrere serum-Brix-værdier i DMS under Dagligt Overblik, kliniske registreringer, Serum Brix%.
Blodprøven udtages to til ni dage efter fødsel af en dyrlæge i forbindelse med det ugentlige besøg og kan gøres hurtigt og for relativt få penge med hjælp fra en dygtig kalvepasser til at holde kalven, lyder det fra KvægXperten.
De forklarer endvidere, at prøven centrifugeres, så serum adskiller sig fra de øvrige blodkomponenter. Brix-procenten måles ved at placere en dråbe serum på linsen på et optisk refraktometer, som er samme apparat, der bruges til vurdering af råmælkskvalitet og indhold af tørstof i mælk.
Fire klasser
Kalvenes niveau af IgG og Brix-procent kan opdeles i fire klasser. Målet er, at 70 procent af kalvene opnår en »supergod« eller »god« kvalitet af immunisering. Det kræver en Brix-procent i serum på mindst 8,9.
- Jo højere niveau af antistof, der opnås hos kalven – des mindre sygdom, understreger KvægXperten og bemærker:
- Det er også muligt at registrere vejninger i DMS under Dagligt Overblik, Vægt/Højde. Det anbefales at veje kalven ved fødsel og igen ved 56 dage. Kalve skal helst have fordoblet deres fødselsvægt på dag 56 for at have en passende tilvækst i mælkefodringsperioden.
Høj mælketildeling de første otte uger