Sydsjællandsk mælkeproduktion med lav CO2-udledning

Lin og Thomas Poulsen på Ågården ved Mern i Sydsjælland er blandt de Arla-andelshavere i landet, der har den laveste CO2-udledning pr. kg mælk.

Astronaut-malkerobotterne på Ågården er sat op, så køerne kan komme og gå til robotten, som det passer dem. Her er en ko kommet forbi til malkning. Foto: Henning K. Andersen

Tidligere på året udbetalte Arla det første månedlige tillæg til mælkeprisen, der sikrer en bedre pris til de landmænd, der udfører klima- og miljøtiltag på deres gård. Dem har Lin og Thomas Poulsen mange af.

Landmandsparret fra Ågården ved Mern i Sydsjælland er nemlig blandt de Arla-andelshavere, der har den absolut laveste CO2-udledning pr. kg mælk.

Det unge par – Lin er 28 år og Thomas 35 år – har sunde køer og en mindst mulig klimapåvirkning været i fokus, lige siden de overtog Ågården for seks år siden.

Derfor har de i dag, ifølge Arlas klimatjek, en CO2-udledning på 0,82 kg CO2 pr. kg mælk, hvilket placerer dem blandt de 12 Arla-gårde, der har de laveste udledninger af alle Arlas 8.500 andelshavere.

- Her på gården har vi altid gået meget op i at bruge færrest mulige ressourcer til den bedst mulige produktion. Så jeg er stolt af, at de tiltag, vi har gjort på gården de seneste år, virkelig betaler sig. Det er både godt for køerne og for klimaet, siger Thomas Poulsen.

Sunde og raske køer

Helt konkret arbejder Lin og Thomas Poulsen blandt andet med foderplaner, der sikrer, at Ågårdens 450 køer får præcis den mængde foder, de har brug for. Det giver sunde og raske køer, der lever længere, og så mindsker det samtidig gårdens klimaaftryk ved at sikre den højeste mælkeproduktion pr. foderenhed.

- Vi er generelt virkelig gode til at optimere vores produktion her i Danmark, og det er tydeligt at mærke på de landmænd, jeg taler med, at alle går op i at udvikle sig i en mere bæredygtig retning, siger Thomas Poulsen og fortsætter:

- Så for mig at se, er vi de helt rigtige til at producere fødevarer både til danskerne og til resten af verden.

Landmandsparret har ikke kun fokus på at nedbringe CO2-udledningen fra mælkeproduktionen. De er også optagede af biodiversitet og har for eksempel opført stendynger, buske, træer og blomsterstriber på deres marker, der tiltrækker alt fra insekter til harer, agerhøns og fugle.

Og så har nogle af Ågårdens kalve og kvier deres daglige gang på nærliggende græs- og naturarealer, hvor både planter og insekter har godt af afgræsning.

- Det er helt tydeligt, at vores tiltag virker. Og så er det sjovt at se, hvor mange dyr og insekter, der bliver tiltrukket af de nye beplantninger, siger Thomas Poulsen.

- Jeg er stolt af, at de tiltag, vi har gjort på gården de seneste år, virkelig betaler sig. Det er både godt for køerne og for klimaet.

Thomas Poulsen, sydsjællandsk mælkeproducent

Læs også