Produktionen af økologisk mælk falder

Både produktionen af økologisk mælk samt mængden af økologisk oksekød, der bliver solgt i forretningerne, er faldet efter at have været stigende i flere år.

Produktionen af økologisk mælk er faldet. Der blev i 2023 produceret 691 millioner kg mælk, mens dette tal i 2022 lød på 728 millioner kg, skriver Danmarks Statistik.

Det er et fald på 5 procent for økologisk mælk, mens produktionen af mælk generelt er uændret.

Den økologiske mælk udgør ca. 12 procent af den samlede mælkeproduktion i Danmark.

- I lang tid har produktionen af økologisk mælk været stigende. Nu er den faldet lidt igen. Det kan skyldes, at inflationen i en periode fik folk til at spare ved at omlægge forbruget til billigere varer, når de handler i supermarkedet, siger Mona Larsen, specialkonsulent i Danmarks Statistik.

Siden 2010 er det samlede antal af slagtet kvæg faldet 11 procent fra 495.000 stk. i 2010 til 440.000 stk. i 2023.

I samme periode er antallet af slagtet økologisk kvæg samlet set steget 52 procent fra 20.600 i 2010 til 31.400 i 2023. Ser man alene på de økologiske køer, er antallet af slagtninger dog faldet lidt det seneste år.

Efterspørgsel lader til at være faldet

Økologisk kvæg udgør 7 procent af alle slagtninger, og økologiske køer udgør 11 procent af de køer, der bliver slagtet.

Danmarks Statistik har endnu ikke tal for den økologiske kvægbestand i 2023, men i 2022 var der 215.300 økologiske kvæg.

- Vi har endnu ikke opgjort den økologiske kvægbestand for 2023, men produktionen af mælk og slagtninger af køer taget i betragtning, forventer vi at se et fald i den økologiske bestand. I sidste ende afhænger udbuddet af efterspørgslen, og den lader til at være faldet på de økologiske kvægprodukter, forklarer Mona Larsen.

Indtil 2022 var både antallet af økologisk kvæg og deres andel af den samlede bestand steget siden 2010. Økologiske kvæg udgjorde i 2022 15 procent af den danske kvægbestand på 1,5 millioner i 2022, mens den andel var 9 procent i 2010.

Efterspørgslen på økologisk oksekød har været faldende siden 2020. Indtil da var salget af den type økologisk kød i detailhandlen næsten uafbrudt steget siden 2010, hvor salget endte på 1,4 millioner kg.

Detailomsætningen af økologisk okse- og kalvekød er faldet fra 3,8 millioner kg. i 2020 til 2,8 millioner kg. i 2022. I gennemsnit blev økologiske fødevarer 6 procent dyrere fra 2021 til 2022, mens fødevarer generelt steg 12 procent.

Læs også