En del af vejen til Folstedgaard i Vendsyssel var at udarbejde en 5-årsplan. Selvom indehaver Lars Donskov Hansen i starten synes, det var lidt unødvendigt, kan han i dag sagtens se, at den har fået ham til at tænke over nogen ting, som han ellers ikke ville have tænkt over.

Derfor ligger der også en klar plan i skuffen. Noget skal realiseres i nærmeste fremtid, mens andet ligger som en mulighed.

Noget af det første Lars Donskov Hansen gjorde, da han kom til Folstedgaard i oktober sidste år, var at renovere den gamle ungdyrstald, blandt andet med nyt inventar, så den bare kunne fungere indtil nu. For han er netop gået i gang med at lave den gamle stald om til en tre-rækket sengebåsestald med dybstrøelsesareal til de yngste.

Optimeringer

Målet er 12.000 kg EKM indenfor tre år. Det mål skal nås ved optimering.

- Vi skal blandt andet sænke kælvningsalderen fra 35- til 24 måneder, for bare at nævne en ting. Dyrene skal løbes til tiden, siger Lars Donskov Hansen, som er i gang med en lang række optimeringer.

Han fremhæver også samarbejdet mellem maskinstation, foderstoffen og banken som noget af det absolut vigtigste for at nå målet.

- Og så skal vi have fokus på vores grovfoder. På lang sigt kunne jeg godt tænke mig at ansætte en mand mere og så passe marken selv, men lige nu fungerer det rigtig godt med maskinstationen, siger han.

Han har i dag halvanden mand ansat.

Kan udvide med 60 køer

I dag kører foderautomaten, som står i den nuværende foderlade, den ene vej for at fodre ungdyrene og hele vejen den anden vej, igennem foderladen og hen i kostalden, for at fodre goldkøer og malkekøer.

- Den kører gratis igennem foderladen, derfor ligger det i planen at etablere goldko- og kælvningsfaciliteter i foderladen og herefter bygge en ny foderlade. Det vil frigive plads i kostalden til 60 køer mere, fortæller Lars. Det nye foderanlæg er også købt, så det sagtens kan fodre langt flere dyr.

Det var en ren sortbroget besætning da han overtog, men ønsket er en blandet besætning, som ud over de sortbrogede også skal tælle rødbrogede og Jersey.

- Så skal de rød- og sortbrogede gå sammen ved de to robotter og så skal pladsen, hvor goldkøerne og kælvningsafdelingen er i dag laves om til 60 jerseykøer, som får deres egen robot, forklarer Lars, som lige nu holder sig til de to malkerobotter og omkring 137 køer, men har planen liggende i skuffen hvis det bliver aktuelt.

 

Den tornede vej til Folstedgaard

Michelle og Lars Donskov Hansen starter med at kigge på ejendom i 2008. Frem til overtagelsen af Folstedgaard er de ude at kigge på syv ejendomme og i seriøse forhandlinger på to ejendomme – forhandlinger som må stoppe, da de ikke kan blive enige om prisen.

På Hjørring Dyrskue i 2018 tager Lars en snak med en ejendomsmægler, som sender ham over til Sparekassen Vendsyssel.

- Jeg fortæller at drømmen er en ejendom med nok jord til, en ejendom, hvor børnene ikke skulle skifte skole og en ejendom med takker på gavlen af stuehuset. Jeg har altid sagt, at hvis jeg skulle være selvstændig skulle det ligne en herregård eller skulle jeg ingen have, griner Lars.

Han og ejendomsmægleren kommer til at snakke om Folstedgaard på grund af dens takkede gavle, men begge ved, at mælkeproduktionsejendommen ikke er tilsalg.

Det kommer den få måneder efter og den 13. november 2018 er Michelle og Lars ude at se stedet for første gang. De ser ejendommen flere gange, der bliver lavet budget, men forhandlingerne stoppede da de ikke kan blive enige om prisen.

- Sidste sommer har vi faktisk opgivet og Michelle og jeg bliver enig om at hæve min etableringskonto, så har vi til udbetalingen af et hus i Sulsted, husker Lars.

Men bankmanden siger nej og syntes at det er fuldstændig tåbeligt. Han vil at Lars skal give Folstedgaard et sidste skud.

- Jeg tager hjem og fortæller Michelle at banken ikke vil give os lov til at købe et hus, men synes vi skul give Folstedgaard et sidste forsøg. Jeg kan huske hun siger »Vil du virkelig igennem det tommerum en gang til«. Men måske er det her vores livs chance og hvis vi ikke gør det, vil vi måske sidde som 60 årige og ærgre os. Men vi lover hinanden at det her bliver sidste gang.

Den 21. oktober sætter Lars Donskov Hansen sin underskrift på ejendommen og dagen efter 13.00 går han ind af stalddøren som selvstændig mælkeproducent.

teba

Kvæg