Af Bjarne Brønserud, cand. oecon., Odensevej 52, 5492 Vissenbjerg
Måleprogrammer, modeller og opgørelser over vandmiljøets tilstand har været højt prioriteret og et bevillingsmæssigt lukrativt arbejdsområde for universiteter, ministerier og konsulentfirmaer. Dog må man forstå, at den bymæssige spildevandsudledning ikke er omfattet af dette arbejde.
Godt nok bliver vore kystvande påvirket af vandets indhold af næringsstoffer, hvad enten vandet kommer fra det åbne land eller fra byernes kloakker, men i myndighedsbetjeningen er det kun det åbne lands opdyrkede arealer, der påkalder sig interesse.
I disse dage gør det politiske flertal og Folketinget sig klar til miljøtiltag ensidigt rettet mod landbruget. Dette er en klassisk øvelse orkestreret af universiteterne, centraladministrationen og de politiske partier, hvor praktikernes viden og erfaring på forhånd er blevet kasseret.
Allerede fra starten i 1986 blev agitationen fra de højere politiske cirkler drevet af en særlig dansk tilbøjelighed til at udkæmpe politiske kampe på landbrugets bekostning. Ikke ud fra faglige begrundelser, men fordi det var politisk opportunt. Landbruget blev udråbt som forureneren, og under denne parole har universiteter og konsulentfirmaer optrådt som nyttige hjælpere med at udskamme et samlet erhverv.
I min nylig udgivne bog »30 års miljøpolitik – en katastrofe!« (Forlaget Himmerland, 2018) konkluderer jeg, at »det politiske system er grundlæggende fastlåst, fordi der igennem så mange år er blevet set bort fra de faktiske målinger i vandløbsvandet og i grundvandet. De statslige institutioner har uantastet af praktikernes indvendinger løbende opbygget en anklage sideløbende med en domfældelse, som placerer landmanden i rollen som forurener og naturødelægger«.
Opsigtsvækkende
Min bog blev efter udgivelsen indleveret til en videnskabelig bedømmelse ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet. Og i slutfasen af denne bedømmelse så DCE ved Aarhus Universitet sig nødsaget til en ekstraordinær gennemgang af deres egne opgørelser over tabene af næringsstoffer fra det åbne ubebyggede land.
Resultatet var en opsigtsvækkende og markant nedskæring i landbrugets beregnede tab af kvælstof og fosfor til vandmiljøet. Så langt tilbage som i 1990 har koncentrationer og vandmængder været ansat alt for højt i miljøministeriets årlige opgørelser.
Med dette markante opgør med fortidens fejlopgørelser underkendte DCE forudsætningerne bag Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger i 2013, samt datagrundlaget for alle de vedtagne vandmiljøplaner siden 1987, herunder Landbrugspakken i 2016. Tilsyneladende en erkendelse, som de politiske partier ikke ønsker at give landbruget kredit for.
For sent
Ifølge mine forsigtige kalkulationer har det danske samfund over en 30-årig periode mistet indkomster svarende til 220 milliarder kroner og hertil ydet offentlige bevillinger til forskning og administration på 80 milliarder kroner. Begrundelserne for alle de mange indgreb i godt landmandskab har været tynde, og de har ikke ført frem til de miljømål, som politikerne havde stillet vælgerne i udsigt.
Ilt og lysforhold i kystvandene bliver påvirket af mange faktorer ud over næringsstoffer fra danske og udenlandske kilder, som for eksempel vind og temperatur. Men herudover skal medregnes de mange indgreb i de danske fjorde, der er foregået ved udgravning og uddybning af sejlrender, anlæggelse af vandkølede elværker og havnebyggerier. Samt byernes og sommerhusområdernes overløb af urenset spildevand.
Dertil kommer stenfiskeri og sandsugning. Listen er lang over de menneskeskabte påvirkninger af vore kystområder og fjorde. Af de grunde vil en række af især lukkede fjorde ikke, som Miljøministeriet ønsker det, kunne bringes tilbage i en god biologisk balance, som Vandrammedirektivet ideelt set foreskriver. Det er så at sige for sent at helbredde patienten.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.