Bekymret svineformand: - Svin i naturparker er en tikkende bombe

Formanden for Danske Svineproducenter kritiserer Fødevarestyrelsen for at sammenligne vildsvin i naturparker med tamgrisebesætninger på friland.

På billedet: Formanden for Danske Svineproducenter, Jeppe Bloch Nielsen. Foto: Anne Wolfenberg

Af Jeppe Bloch Nielsen, formand for Landsforeningen af Danske Svineproducenter

Jeg fik morgenkaffen galt i halsen, da jeg i lørdags den 25. september læste Effektivt Landbrug, hvor Signe Balslev, sektionsleder i Fødevarestyrelsen, udtaler til avisen, at vildsvin i indhegnede områder ikke udgør en større risiko for smitte med afrikansk svinepest end tilsvarende besætninger med tamgrise på friland. 

Hun begrunder det med, at naturparker og landmænd, der holder grise eller vildsvin udendørs på friland, skal følge de samme regler.

Det er en af de mest horrible og urigtige påstande, jeg længe har mødt. Enten taler Signe Balslev mod bedre vidende, eller også kender hun ikke reglerne. Begge dele er lige slemt.

Som medarbejder i Fødevarestyrelsen håber jeg da, at Signe Balslev er så godt inde i reglerne, at hun ved, at frilandsproduktion kræver dobbelt hegn i form af både inderhegn og omfangshegn. Det er der ikke, så vidt jeg ved, i f.eks. Klelund Plantage. I samme park kan alle og enhver besøge parken ved at køre ind og ud af området over færiste. Det er bestemt ikke tilfældet i en normal frilandsbesætning.

I naturparker og dyreparker, hvor der er vildsvin, kan enhver tilfældigt passerende spise sin madpakke. Enhver professionel frilandsproducent sørger naturligvis for, at dét ikke sker i en frilandsbesætning. Her modtager man overvejende besøg af professionelle personer – f.eks. dyrlægen – i et professionelt ærinde. Og i de få tilfælde, hvor man har andre besøgende, tager man naturligvis alle tænkelige smittebeskyttelseshensyn.

- En grundløs vurdering

I mine øjne er det altså en fuldstændig grundløs vurdering, som Signe Balslev kommer med. Jeg vil i hvert fald tillade mig at spørge, hvilket grundlag sektionslederen baserer sit udsagn på?

Ikke nok med, at det ikke virker som om Signe Balslev kender reglerne. Hun kender tilsyneladende heller ikke sine dyrlægekollegaers – Den Danske Dyrlægeforenings – mere jordnære vurdering af de samme forhold, som dyrlægeforeningen beskriver i sit notat omkring anvendelse af dyr til rewilding og anden naturpleje:

- Udsætning af vildsvin udgør en stor risiko grundet muligheden for udbrud af alvorlige smitsomme sygdomme (især afrikansk svinepest). Der bør derfor træffes særlige forholdsregler her f.eks. i form af en godkendelse, hvor særligt risikoen for adgang for mennesker, den indirekte interaktion mellem dyrene og mennesker, og menneskers efterladenskaber tages i betragtning.

Det er uklædeligt, hvis fagpersoner i Fødevarestyrelsen føler sig kaldet til at opfinde en virkelighed, der understøtter det mærkværdige faktum, at det desværre – endnu - er lovligt at holde vildsvin i naturparker.

Jeg kunne foretrække, at Fødevarestyrelsen holdt fast i sin faglighed uden politiske hensyn og var mere på linje med Landbrug & Fødevares veterinærdirektør, Jens Munk Ebbesen, der til avisen den 22. september udtrykte sin faglige bekymring og udtalte: »Bare fordi, noget er lovligt, behøver det ikke at være en god idé«.

Læs også