Med et sprøjteforbud tilsidesætter politikerne miljømyndighedernes faglige vurdering af pesticider
Vi omgiver os dagligt med tusindvis af kemiske stoffer fra trafik, industri, medicin, pizzabakker og andre forbrugerprodukter. Mange af dem er langt mindre regulerede end pesticider i landbruget, som gennemgår de mest omfattende risikovurderinger i kemikalielovgivningen.
ELLEN TRANE NØRBY, tidligere sundhedsminister for Venstre, vil nu have sprøjteforbud omkring drikkevandsboringer. Argumentet er velkendt: Grundvandet skal beskyttes mod pesticider, og det fremføres fra hendes nye position som formand for vandselskabernes organisation Danva. Men hvis konklusionen er, der er behov for et sprøjteforbud ved drikkevandsboringer, rejser det spørgsmålet: Hvad er så formålet med det godkendelsessystem, som de danske miljømyndigheder administrerer?
I DANMARK MÅ pesticider først bruges i landbruget, når de er vurderet og godkendt gennem et omfattende system. Først på EU-niveau, hvor aktivstoffer vurderes, og derefter nationalt, hvor anvendelsen i danske afgrøder og danske jord- og klimaforhold analyseres. I Danmark indgår samtidig et særligt drikkevandskriterium. Det betyder, at midler ikke må godkendes, hvis myndighederne vurderer, at de kan udvaskes til grundvandet over grænseværdien på 0,1 mikrogram pr. liter.
GRÆNSEVÆRDIEN HERHJEMME ER ikke et sundhedsbaseret tal. Det er alene et politisk fastsat mål, der bygger på forsigtighedsprincippet. Grænsen ligger langt under niveauer, hvor der er påvist sundhedseffekter. Derfor udgør »fund« ikke en sundhedsrisiko. Det er alene en indikator for, at et stof er til stede, og at myndighederne bør reagere. Det sker også i praksis.
DERFOR ER DET misvisende at fremstille pesticidfund som et tegn på, at reguleringen ikke virker. Nogle fund stammer ikke udelukkende fra aktiv brug i landbruget, men kan være rester fra tidligere godkendte midler – og derfor revurderes pesticider løbende. Tværtimod er fundene ofte resultatet af et meget følsomt målesystem, hvor teknologien kan registrere ekstremt små koncentrationer. Det betyder ikke, at pesticider er uden problemer. Men debatten bliver skæv, når ét kemikaliespor – et ensidigt fokus på statsgodkendte pesticider i landbruget – betragtet som »fund« i grundvandet fremstilles som en sundhedstrussel.
PROFESSOR I MILJØKEMI på KU Nina Cedergreen har f.eks. peget på, at den samlede eksponering for pesticidrester gennem kost ligger på et niveau, hvor den toksikologiske risiko er meget lav – i hendes egne ord sammenlignelig med at drikke et glas rødvin hver tredje måned. Pointen er ikke, at pesticider er ligegyldige sundhedsmæssigt. Pointen er proportionalitet.
VI OMGIVER OS dagligt med tusindvis af kemiske stoffer fra trafik, industri, medicin, pizzabakker og andre forbrugerprodukter. Mange af dem er langt mindre regulerede end pesticider i landbruget, som gennemgår de mest omfattende risikovurderinger i kemikalielovgivningen.
HVIS POLITIKERE PÅ valg mener, at pesticider skal forbydes i nærheden af drikkevandsboringer, er det en legitim politisk diskussion. Men så bør man også sige åbent, at beslutningen er politisk – ikke et resultat af myndighedernes faglige vurderinger. Landbrugets pesticider er, sammenlignet med mange andre stoffer vi omgiver os med, langt bedre kontrolleret og grundigt godkendt end øvrige kemi, vi omgiver os med. Og som vi slet ikke leder efter i vores drikkevand.
DE DANSKE MILJØMYNDIGHEDERS godkendelsessystem er netop etableret for at sikre, at landbruget kan anvende planteværnsmidler uden at bringe drikkevandet i fare. Hvis politikerne ikke længere har tillid til den faglige vurdering, Miljøstyrelsen foretager, bør man diskutere systemet og de ansattes faglighed åbent. Ellers risikerer debatten at handle mere om symbolpolitik end om reelle miljøproblemer. Et sprøjteforbud indebærer i praksis, at politikerne fuldstændig tilsidesætter den faglige vurdering hos Miljøstyrelsen.
