DER SKAL NOK være en andelshaver eller to, der rynker på næsen over, at Danish Crown nu satser helhjertet på markedet for plantebaserede produkter. Plantebøffen fra andelshavernes slagteri er således en realitet inden årets udgang, lyder det nu. Men er plantebøffer overhovedet noget, som kødgiganten skal kaste sig over, kan man berettiget spørge.

SVARET ER MULIGVIS mere nuanceret end som så. Men tager man udgangspunkt i, at landbruget altid har sagt, at erhvervet leverer det, som forbrugerne efterspørger, giver det mening. Og hvorfor egentlig ikke? Koncernen har i forvejen andre produkter på hylderne, som ikke er 100 procent kødbaserede, men som også indeholder grøntsager. At tage skridtet til at udbyde et 100 procent plantebaseret produkt – eller flere – synes logisk. Ikke problematisk.

DET SYNES OGSÅ logisk, at Danish Crown opfanger en af tidens store trends – nemlig at stadig flere mennesker skærer ned på deres kødforbrug og op for forbruget af plantebaserede fødevarer. Skal man klandre koncernen for noget i den sammenhæng, skal det derfor nærmere være, at de ikke allerede er på plads med en plantebøf. Vi vælger dog at glæde os over, at man nu har hejst plante-sejlet, og at Danish Crown derfor kan opfange tidens vind.

MAN KAN SELVFØLGELIG spørge, om det er en slagteriopgave at producere og markedsføre plantebøffer. I de senere år har DLG og Arla netop frasolgt de dele af forretningerne, som ikke er kerneforretning. Grovvarekoncernen DLG er således ikke længere maskinproducent med Kongskilde under vingerne, ligesom mejerikoncernen Arla i 2016 frasolgte juiceforretningen Rynkeby til tyske Eckes-Granini Group. 

VI SKAL IKKE gøre os kloge på, om det er en god eller dårlig idé for storkoncerner at samle sig 100 procent om kerneforretningen, eller om det strategisk giver mening at sprede aktiviteterne. For DLG var Kongskilde vist ingen succes, mens Arla hentede en nettogevinst på 894
millioner kroner på salget af Rynkeby.  

IFØLGE JP FINANS forudser storbanken Barclays i en analyse, at alene markedet for kødalternativer vil vokse til 900 milliarder kroner i løbet af det kommende årti. Der er med andre ord et pænt, stort marked for Danish Crowns kommende plantebøffer at træde ind på.

DET ER I den sammenhæng værd at notere sig, at slagteriet understreger, at plantebøfferne ikke skal ligne kødbøffer. Det er to vidt forskellige ting. I smag og udseende. Der er således kritik af eksisterende såkaldt »plantekød«, som går på, at disse er fremstillet af råvarer fra udlandet og fyldt med tilsætningsstoffer, soja og palmeolie, der kan være skadelige for klima og miljø. Danish Crown vil noget andet og mere end det. I vores optik er det derfor helt fint, at milliardkoncernen også favner plantebøffen som et foreløbig lille supplement til den store kødforretning.