Det er besynderligt, at Aarhus Universitet forholder sig helt passivt i sin kommunikation med omverdenen i forhold til den udtalelse, som professor ved universitetet, Stiig Markager, kom med for 14 dage siden i Berlingske. Her siger han – fejlagtigt – at når landmanden eksempelvis udlægger arealer til et vådområde, så bortfalder EU’s hektarstøtte for området.

Man skulle tro, at Aarhus Universitet havde en interesse i at undgå at sætte sig selv i en position, hvor man kan mistænke universitetet for at føre politik – i dette tilfælde via sin passivitet at medvirke til misinformation, der kan give læserne et fejlagtigt indtryk af landmandens incitament til at gå ind i vådområdeprojekter. Det er skidt, fordi det kan få læseren til at danne sig en holdning til de politiske beslutninger, der er taget på området, på et forkert grundlag. Og i yderste konsekvens påvirke de beslutninger, politikerne vedtager.

Noget andet er, at mange almindelige mennesker nok af egen drift ville korrigere en misforståelse, hvis de fik kendskab til den. Det er almindelig pli over for sine medmennesker at medvirke til, at en debat finder sted på et så oplyst grundlag som muligt. En disciplin, netop et universitet burde kende til, da dets forskning og publikationer i dén grad medvirker til at skabe netop oplysning – og i øvrigt er grundlag for politiske beslutninger.

Det er helt i orden, at Aarhus Universitet beskytter professorers ytringsfrihed ved at understrege i et svar til en klage fra formanden for Sektion for Større Jordbrug, Frederik Lüttichau, at forskerne på universitetet frit kan bidrage til den offentlige debat. Selvfølgelig skal forskere have ytringsfrihed. Sagen handler imidlertid om, at universitetets professor har udtalt sig på en måde, så læseren efterlades med det indtryk, at det er Aarhus Universitets synspunkt, han udtrykker, idet han i artiklen er benævnt professor ved Aarhus Universitet og siger »vi« om sig selv og sine forskerkolleger.

Mon ikke universitetet er enig i, at ingen selvfølgelig skal føle sig for fine til at bidrage til at skabe klarhed i en demokratisk debat. Og det kan jo netop opfattes som ligegyldighed over for den demokratiske debat i et frit samfund, hvis ikke Aarhus Universitet tager affære. Universitetet bør dels sørge for, at dets forskere er klar over, at når de udtaler sig til medierne, så skal de understrege, at det er på egne vegne – det er de færreste, der ved det i dag. Dels – når universitetet bliver gjort opmærksom på, at det kan betvivles, om en forsker har udtalt sig på egne eller universitetets vegne – bidrager til at skabe klarhed ved at sørge for, at læserne af Berlingske får at vide, at forskerens udtalelser står for egen regning.

At korrigere fejl og misforståelser er en af grundpillerne i et ethvert godt forskningsstudie for at sikre høj troværdighed i studiets konklusioner. Nu mangler universitetet også at udbrede denne disciplin i sin kommunikation med omverdenen for at sikre et højt debatniveau i et frit samfund. Dem, der betaler for hele gildet – samfundets borgere og virksomheder – bør forlange det.