Følelser og fakta: Kommer landbruget ordentligt til orde?
NOGLE GANGE MÅ man æde en udgift, selv om det er hinsides al retfærdighed at skulle punge ud. Det er vist den erkendelse, Landbrug & Fødevarer er nået frem til, efter at Berlingske i vinterferien bragte en artikel om, at landbruget har svigtet løfter om at reducere kvælstofudledningen. Faktum er godt nok, at det har landbruget ikke. Men set i lyset af de mange tæsk, erhvervet har pådraget sig i debatten, så er der kun én ting at gøre: Komme til orde og forklare sagens rette sammenhæng. Det er det, Landbrug & Fødevarer i skrivende stund ser ud til at gøre ved at indrykke en helsides-annonce i en række medier tirsdag morgen.
Sagen kan KOGES ned til, at det egentlig ikke burde give nogen mening, at landmændene skal punge ud til køb af annoncer for at komme til orde i debatten. Men det gør det alligevel, for alternativet er værre – nemlig en yderligere stigmatisering i offentligheden af den danske landmand som en, der glad ofrer miljøet og sine medmenneskers ve og vel til lyden af klingende mønt i kassen.
Isoleret set er der altså tale om en rigtig træls udgift for de danske landmænd, som endnu en gang kan se måbende til, mens hysteriet på Christiansborg og i de landsdækkende medier når nye højder.
Hvad værre er, er det demokratiske tab, som man efterhånden må konstatere er en realitet i dagens Danmark. Det er selvfølgelig helt fair, at medierne sorterer det stof, de modtager, efter væsentlighed. Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at landbruget skal kunne komme igennem med sine synspunkter, blot erhvervet åbner munden. Men i en væsentlig debat, hvor man må formode, at mange læsere og seere gerne vil høre, hvad den angrebne part – i dette tilfælde landbruget – har at sige til sit forsvar, er det besynderligt, at en organisation, der taler på vegne af tusindvis af landmænd, ikke må komme til orde for at uddybe sine synspunkter. Så er det, at man bliver bekymret for, om medierne er ved at ryge i en grøft, hvor det mere handler om at underholde seerne og læserne, end det handler om at oplyse og gøre dem klogere, af skræk for at miste deres interesse.
Hvis det er tilfældet, kunne man modsat spørge: Får offentligheden det, som den har krav på via de milliarder af kroner, som tilflyder medierne i offentlig støtte? Varetager medierne overhovedet offentlighedens interesse, eller spiller de blot mere og mere med på overtændte debatter, som er præget af følelser frem for fakta? I så fald kan vi lige så godt lade medierne klare sig på markedsvilkår, for så har de udspillet deres rolle i det danske demokrati.
