DER FOREGÅR EN betydelig debat om forskningens rolle for tiden. I Holland vil landets bønder ikke finde sig i kvælstofberegninger fra landets miljømyndigheder, som fører til politiske beslutninger, der vil give en drastisk reduktion i husdyrbrugene i landet på 30-40 procent. Derfor blokerer landmændene den hollandske trafik. De tror ikke på forskernes modelberegninger. Måske det får en klokke eller to til at ringe hos danske bønder.

FOR TIDEN KØRER der også en debat om professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet. Han postulerer, at landbruget årligt har udledt 700 tons N mere til vandmiljøet, end hans egne forskerkolleger og sit eget universitets Novana-rapport. Landbruget har høfligt bedt Markager dokumentere sit postulat. Svaret fra professoren er udeblevet. Derfor havner sagen for en dommer.

NOGEN KALDER DET uhørt, at man beder en professor, der gentagne gange fremturer i den offentlige debat med sit postulat, om også at dokumentere sine udsagn. Vi synes sådan set helt stilfærdigt, at det er rimeligt at kræve en dokumentation for postulater, der har politiske konsekvenser for tusindvis af familier i Danmark. Og har Markager ret, har alle hans forskerkolleger jo uret. Lad os da få den sag afklaret.

MARKAGER STÅR IKKE alene, når det gælder lærdes arrogance. I en helt igennem tankevækkende kronik i Jyllands-Posten redegør den tidligere direktør for Forskningsstyrelsen i Danmark, Jens Morten Hansen, for, hvorledes FN’s internationale klimapanel IPCC ikke lader sine forskningsresultater udfordre af uenige forskere.

IFØLGE DEN FORHENVÆRENDE forskningschef er der ellers dokumentation for, at vandstandsstigningerne i verden ikke sker i et tempo, som IPCC påstår. Men det er umuligt at få lov til at udfordre forskerne. De satellitmålinger, IPCC baserer sin forskning på, fremlægges ikke. Og ifølge Jens Morten Hansen lever forskningen bag dommedagsprofetier fra IPCC slet ikke op til normal, videnskabelig standard på området. En følge heraf er, at vores børn og børnebørn i stigende omfang må til klimapsykologer, fordi de tror, Jorden går under om lidt. Det er i sandheden skræmmende.

HVIS VIL SKAL tage forskere som Stiig Markager og IPCC-panelet seriøst, må disse naturligvis kunne udfordres. Af fagfolk, befolkninger og af undrende medier. Ifølge Jens Morten Hansen har mere end 30.000 amerikanske forskere protesteret over IPCC’s fremgangsmåde. Europæiske forskere vil, skriver han, gøre det samme.

SELVFØLGELIG SKAL overdrivelser, fejltagelser og misledning af offentligheden i forskningens navn stoppes, uanset om man er IPCC eller Stiig Markager. Har man beviseligt ret, er der jo ingen ko på isen. Så kan man bare lade alle og enhver udfordre sin forskning ved at gøre denne tilgængelig for alle. Gør man det modsatte, må vi alle formode, at forskningen ikke tåler dagens lys.