Jens Toft kunne vælge. Hvide underbukser og en pæn skjorte eller en tur til USA. Han valgte 14 dage i USA med familien Mathiasen, som markering af, at han har været ansat ved familien på Nørregaard i 40 år.
Jens Toft var 15 år gammel, da han startede sin knallert for at køre de få kilometer ud til den praktikplads, hans mor dagene forinden havde ringet og spurgt om.
- Jeg kan ikke huske, om det var oktober eller november, men det var i 1983, og lige dengang vi tog roer op, siger Jens, som lige fra barnsben har været interesseret i landbrug.
Han slukkede knallerten på Nørregaard ved Suldrup i Himmerland og var klar til 14 dages praktik ved Judith og Bent Mathiasen.
14 dage blev til 40 år
I dag er Jens Toft 55 år gammel, knallerten er skiftet ud, men arbejdspladsen er stadig den samme. Kun afbrudt af et skoleophold på Nordjyllands Landbrugsskole i Lundbæk ved Nibe har Jens Toft arbejdet på Nørregaard i 40 år.
- Jeg kørte jo egentlig bare herud for at komme i praktik, og så gik de 14 dage, plus 40 år, griner Jens Toft.
Overfor ham sidder Ole, som er søn af Judith og Bent Mathiasen og i dag ejer Nørregaard, som han og hustruen Sanne overtog i 2018. Ole er i dag 45 år gammel, men da Jens Toft kørte knallerten ind i gårdspladsen, var han kun fem år.
- Jeg bilder mig ind, at jeg kan huske det, siger Ole Mathiasen og smiler.
Med i en stor udvikling
Jens var fra start med over det hele. Han passede de 55 køer i bindestald, 120 søer og godt 100 hektar.
- Dengang jeg startede, skulle vi jo muge ved grisene, så det var det første, vi gjorde hver morgen, husker Jens.
Køerne blev sat ud i 1996 og frem mod 2004, hvor Ole kom hjem, passede Jens Toft og Bent de nu 235 søer og drev jorden.
Ole Mathiasen startede et I/S med sin far og blev kørt i stilling til at skulle overtage stedet. Der blev opkøbt en ejendom med 250 søer, og hurtigt kom der flere ansatte.
Der blev bygget nyt
I 2013 gjorde nye velfærdsregler, at alle de gamle produktionsbygninger ikke længere kunne huse grisene. Derfor kunne Nørregaard vælge enten at stoppe med at have grise eller bygge et nyt staldanlæg.
De valgte det sidste og har i dag 750 søer, laver omkring 25.000 smågrise om året, hvor de 21.000 smågrise bliver solgt til to aftagere.
Som én ud af 12 producenter i Danmark laves der på stedet grise under konceptet Antonius, hvor grisene er født, opvokset, slagtet og solgt i Danmark. Og herforuden lever op til en række krav i forhold til avl, foder og sundhed.
- Omkring halvdelen af det Antonius-kød, der bliver solgt, kommer herfra, fortæller Ole Mathiasen.
Ny stormejetærsker fra Case IH
Fleksibilitet er guld værd
I takt med udvidelsen, og at Ole var kommet hjem, blev det også mere og mere tydeligt, at Jens’ interesse lå i marken, hvor der i dag drives 430 hektar plus Jens’ egne 30 hektar.
- Det hele drives sammen. Og det er lige meget, hvor vi kører, og hvad klokken er. Det skal bare passes det hele, siger Ole Mathiasen. For det er sådan, både Ole og Jens har det. Og spørger man til Jens’ arbejdstider, svarer han også prompte.
- Det er fra klokken syv om morgenen, og til vi er færdige.
- Man kan kalde det flextid, griner han.
Og den flextid passer rigtig godt ind på Nørregaard.
- Den fleksibilitet, som Jens altid har udvist, gør det jo nemt for os. Vi kan regne med, han kommer. Vi plejer at have en joke med, at lige så snart jeg kravler op i mejetærskeren, så står Jens her, inden jeg når at få den startet og komme ud af maskinhuset. Jens ved, hvornår ting skal ske, og har fast mejetærskeren, såmaskinen og sprøjten, forklarer Ole Mathiasen.
Humor i hverdagen
Jens Toft er jæger, Case-mand og har styr på marken, fuldstændig. Og derfor er det også sjovt igen og igen at fortælle om dengang, han kørte op af bakken i Sønderup i mejetærskeren og var nødt til at geare ned. Han ramte ikke gearet, og mejetærskeren begyndte at suse bagud, uden Jens var klar til det.
- Den kan vi stadig fortælle og synes, det er evigt sjovt, siger Ole med et smil.
- Ja, og så stod jeg nede i bunden og kunne starte forfra, siger Jens.
90 procent af tiden i marken
Der dyrkes i dag byg, hvede og havre, raps og frøgræs.
- 90 procent af tiden er nok mark og maskiner, og så er det kun, når det lige brænder på herinde, at vi trækker ham ind til at hjælpe med nogle reparationer, vask eller flytte grise, forklarer Ole.
- Om vinteren er det mest sådan noget pullerværk, jeg laver. I morges gravede vi vand ind til huset, og nu har vi lige repareret foderanlæg, siger Jens.
Jens lærer næste generation op
De gør mange ting ens, Ole og Jens, og det er måske ikke helt underligt. Jens er lært op af Bent, mens Ole er lært op af Jens.
- Jens har jo lært mig op, så godt som han har kunnet. Og nu lærer han næste generation op, siger Ole og henviser til sine og Sannes tre børn.
- Jens er god til at give små opgaver under kontrollerede forhold, og så lige pludselig så kører de og hjælper så godt, de kan. Og bare det at flytte en traktor fra den ene til den anden ende af marken, det kan jo egentlig være en stor hjælp for os, forklarer Ole.
For Jens er det at oplære næste generation en vigtig og meningsfuld opgave.
- Det er sjovt at se, at de udvikler. Især når det går den rigtige vej, siger Jens beskedent.
- Der er ingen bedre til at lære dem op end Jens, for han kender maskinerne meget bedre end mig, siger Ole Mathiasen.
Jens er sparringspartner
Og den viden om både marken og maskinerne nyder Ole godt af på flere fronter.
- Jeg vil gerne have Jens med, når vi køber maskiner, for der er ingen tvivl om, han har en viden om det og interesse for det. Og så snakker han med mange mennesker og tiltusker sig noget viden, og når det begynder at blive mere specifikt. Altså med dækstørrelser, hvad passer til tvillingehjul og så videre, det ved Jens.
- Det er i hvert fald sjældent, jeg køber noget, uden Jens er med, siger Ole.
De gode gamle dage
For Sanne og Ole betyder den stabile arbejdskraft og det, at Jens har været med længere end de selv, meget.
- Det betyder meget for os, at vi har en mand som Jens, som har været med hele vores tid. Der er mange ting at huske, mange tilkøb man har gjort gennem tiden. Jeg tror, det er 20 eller 22 ejendomme, vi har købt, siden gården blev grundlagt i 1907. Så der er sket utrolig meget, siger Ole Mathiasen, mens Jens begynder at tænke tilbage.
- Der er sket meget på 40 år. Det var meget anderledes end i dag. Dengang måtte vi køre gylle ud hele vinteren. Når tanken den var fuld, så var det bare afsted. Der var sne, og vi kunne se, hvor vi var kommet til, vi behøvede ikke engang lys på, griner han.
- Men heldigvis, hvis man ser på det rent miljømæssige, er det jo slut, siger Jens.
40 år blev markeret i USA
Da efterårsmånederne nærmede sig, spurgte Sanne og Ole, hvad Jens kunne tænke sig som markering af de 40 års ansættelse.
- Hvide underbukser og en pæn skjorte eller en tur til USA. Og så valgte han alligevel USA, siger Ole.
Det førte i september Sanne, Ole, deres yngste søn, og Jens gennem seks stater – selvfølgelig med landbrug for øje.
- Det er noget større derover. Meget anderledes og noget andet end at komme til Agromek, griner Jens.
Ole har selv arbejdet i USA, og familien har været der flere gange, og det ville de gerne vise Jens.
De kom med ud at høste, fik set en mælkeproduktion, maskinfabrik, ostemejeri, rundtur ved griseproduktion og meget mere.
Alle husker tilbage på turen med glæde – så meget at Jens også er rap i replikken, når han bliver spurgt, hvor længe han bliver på Nørregaard.
- Om 10 år vil jeg gerne helt til Canada, lyder det lunt.
- Godt, så ved vi det. Så har vi også god tid til at planlægge, siger Sanne fra døråbningen, inden Jens rejser sig, og arbejdet endnu engang kalder, som det har gjort de seneste 40 år.
- Jeg kørte jo egentlig bare herud for at komme i praktik, og så gik de 14 dage, plus 40 år.
Jens Toft