Priserne på okse- og kalvekød er uændrede i denne uge. Handlen forløber jævnt både på eksportmarkederne og i Danmark, hvor efterspørgslen på de fleste delstykker ligger på et stabilt niveau.

- Der er fortsat et fint forbrug i Europa, hvilket gør, at vi fastholder priserne for nuværende. Den sydeuropæiske industri er kølet lidt af grundet ferie, men det er ikke noget, der rokker på vores afsætning for nuværende, og derfor står vi fast på det aktuelle prisniveau, fordi der umiddelbart er en fornuftig balance i markedet, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef i den ugentlige beretning.

På hjemmemarkedet er salget af hverdagsvarer fortsat solidt, mens restauranter, caféer og kantiner mærker presset fra de høje priser. Det får nogle kunder til at vælge billigere proteinkilder.

- Lige nu holder vi rigtig meget øje med signalerne i markedet, for »plejer« har været død længe i okse- og kalvekødsmarkedet, men når vi aktuelt har gode løsninger for langt de fleste af vores produkter, så står vi et godt sted, tilføjer salgsdirektøren.

Slagtningerne på Danish Crown Beefs slagterier forløber som forventet. I sidste uge blev der slagtet op, og med tilmeldingerne til den kommende uge ventes det samme billede at gentage sig.

Finans